eXistenZ: lille medieontologi

15 11 2013

“There’s a very weird reality- bleed-through effect happening here.”, lyder en central replik i David Cronenbergs eXistenZ (1999). Umiddelbart er det en film om computerspil og virtual reality. Handlingen udspiller sig i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor computerspil kobles direkte på centralnervesystemet gennem en såkaldt bio-port nederst i rygsøjlen. Dermed opleves spillet som ‘virkeligt’ og ikke længere medieret via en skærm. Det rejser naturligvis spørgsmålet, om det er muligt at skelne spil fra virkelighed; en diskussion, der ikke kun foregår i filmen, men i høj grad også i vores ‘virkelighed’.

eXistenZ er tematisk nært beslægtet med Cronenbergs tidligere film Videodrome (1983). Her var det tv- og video-mediet, der var til diskussion. Protagonisten, Max Renn, udvikler en vaginal åbning i maven, hvor en videocassette kan indføres, så Max’s handlinger bliver dikteret af det, der er på båndet. En meget bogstavelig og direkte illustration af det, der var et tema i samtidens bekymring vedrørende udbredelsen af video: at man bliver voldelig af at se voldelige videoer. I både Videodrome og eXistenZ fører de ‘nye’ medier til en udviskning af evnen til at skelne virkelighed fra fiktion.

Cronenberg er en instruktør, der selv ofte har været beskyldt for at lave film, hvis voldsomme effekter og body horror kan være ‘skadelige’ for publikum. En kritik, der baserer sig på den såkaldte kanyle effekt: at en film eller medies indhold injiceres direkte i seeren og afsættes uforarbejdet som effekt. Hvis gerningsmanden bag et skoleskyderi har spillet voldelige computerspil, så gøres det til forklaring i et direkte årsag og virkningsforhold. Både Videodrome og eXistenZ kan ses bogstavelige iscenesættelser af kanyleteorien; men med et satirisk sigte, der udstiller banaliteten i sådanne primitive årsag-virkning forklaringer.

Der er dog mere end satire i de to film. Det er de film, hvor Cronenberg tydeligst trækker på sin canadiske landsmand Marshall McLuhan og dennes teorier om medier og teknologi. I Videodrome optræder McLuhan endda indirekte i form af medieprofeten Brian O’Blivion. McLuhan er kendt for udsagn som: “Mediet er budskabet”, men her er det først og fremmest forestillingen om medier og teknologi som udvidelse eller forlængelse af mennesket og vore sanser; extensions of man. Disse udvidelser er ikke, ifølge McLuhan, fremmedelementer, der tilføjes mennesket. Der skelnes ikke mellem sanser og legemsdele, mennesket er født med (natur) og de udvidelser og proteser, der er tilføjet (teknologi).

Hos Cronenberg bliver teknologien således organisk. Max Renn bliver en organisk/human videomaskine, der kan absorbere videobånd. Hans hånd fusioneres med en pistol, der på sin side ender med at blive organisk. I eXistenZ er spilkonsollerne ligeledes organiske og forbindes som sagt via en bio-port og et navlestrengs-lignende kabel til rygmarven. I Videodrome knyttes evnen til at percipere videodrome-signalerne til en svulst i hjernen; noget Brian O’Blivion ikke betragter som en sygdom, men som et nyt perceptionsorgan der er opstået som følge af mutation. Evolutionen knyttes sammen med mediet og er dermed ikke kun naturlig, men også teknologisk betinget. Svulsten betragtes altså ikke som et fremmedlegeme (sygdom), men en organisk komponent, der udvider muligheden for at percipere medieteknologiens signaler og information.

Ved at lade teknologien være af samme ‘natur’ som mennesket selv hævder Cronenberg på sin vis, at vi står over for et medieontologisk paradigmeskift. Mediet står ikke længere mellem mennesket og det, der medieres gennem mediet. Der er ikke tale om, at mediet fungerer som en form for kommunikationskanal til en sfære eller verden, som befinder sig på et andet plan end det, hvor mennesket aktuelt befinder sig. Når ‘modtageren’ (eller ‘antennen’ om man vil) bliver organisk – svulsten eller det nye perceptionsorgan i hjernen – så kobles mennesket direkte til den teknologi, der medierer; mennesket bliver selv en del af mediet. Tv-apparatet er ikke længere massiv barriere mellem seeren og den verden, der repræsenteres via mediet. Det bliver organisk og reagerer sanseligt på berøring. Der er ikke længere nogen væsensforskel på mennesket og mediet; det er dog ikke alene mediet, der bliver antropomorft, men i lige så høj grad mennesket, der bliver medialiseret.

I eXistenZ går Cronenberg skridtet videre. Her er der ikke længere nogen skærm, der kan fungere som det sted, hvor mennesket møder en repræsenteret anden verden. Der er ikke noget interface. Skærmen var, i McLuhan’sk forstand, blot en udvidelse – extension – af det menneskelige perceptionsapparat. Men da denne udvidelse ikke var væsensforskellig, er det logiske skridt at inkorporere mediet i perceptionsapparatet.

Det rejser naturligvis igen det spørgsmål, som synes at dukke op, hver gang i nyt medie introduceres. Hvis medier kan repræsentere verden med samme troværdighed, som vort eget sanseapparat perciperer verden med, kan vi så opretholde evnen til at skelne mellem virkelighed og fiktion. Det bliver tematiseret i filmen selv, hvor en maskinstormerbevægelse – The Realist Underground – bekæmper de computerspil, som – angiveligt – nedbryder evnen til at skelne fiktion fra virkelighed. Pointen i eXistenZ er imidlertid, at vi ikke kan afgøre, om The Realist Underground er en del af spillet, eller om de hacker sig ind i spillet fra et sted udenfor. Filmen slutter uden, at vi bliver ført tilbage til et sted, hvorfra vi kan afgøre, hvad der var ‘spil’ og hvad der var ‘virkelighed’. Ontologisk efterlades vi på usikker grund.

Det kan tolkes pessimistisk, som om vi allerede har mistet evnen til at skelne; at der ikke længere findes et umedieret ståsted, hvorfra verden kan betragtes og det kan afgøres, hvor vi befinder os ontologisk. Vi er allerede ofre for den “weird reality-bleed-through effect”, der tematiseres i eXistenZ.

Man kan dog også se det i lyset af McLuhan. Medier er ikke blot teknologier, hvormed verdener – fiktive som reelle – kan repræsenteres. Medier er også epistemologier; en matrix for hvordan vi opfatter og erkender verden. McLuhan taler om rear-view mirrorism: det fænomen, at vi, når vi betragter noget, er tilbøjelige til at kigge i bakspejlet. Vi tror, vi ser det, der ligger forude – som om vi ser gennem forruden – men vi kigger i bakspejlet og ser det, der ligger bag os. Nye medier ses og forstås i lyset af de gamle medier: tv er radio med billeder osv. Vi er også tilbøjelige til at ‘naturalisere’ de gamle medier og se de nye som forvrængning og pervertering af den virkelighedsopfattelse, de gamle medier understøttede og oppebar. Derfor har vi en tilbagevendende debat om nye medier; og derfor anklages de vedvarende for at ødelægge vor kognitive og perceptoriske relation til verden.

Det vil McLuhan for så vidt være enig i. Gutenbergs opfindelse af den mekaniske trykpresse faldt sammen med og medvirkede til et såvel socialt som teknologisk og  epistemologisk skred fra middelalder til den moderne verden. Og McLuhan så som bekendt et tilsvarende skred i færd med at ske med de elektroniske medier. Men – lyder McLuhans pointe – et sådan skred er ikke en pervertering af en mere oprindelig og mere naturlig tilstand. Verden var ikke mere autentisk i middelalderen end den moderne verden er. Der er tale om forskellige epistemologier, forskellige måder at erkende verden på. Verden er altid allerede medieret. McLuhan henviser bl.a. til Harold Innis’ studier af, hvordan f.eks. den oldægyptiske verdensopfattelse var præget af datidens medieteknologier (fra sten til papyrus). Men vores rear-view mirrorism har som oftest den konsekvens, at vores erkendelse af verden ikke er på højde med medieteknologien og de kognitive og perceptoriske skred, den medfører.

Hos Cronenberg bliver medieteknologien inkorporeret, men ikke som et fremmedlegeme. Der er tale om en teknologisk betinget evolution, der udvider perceptionsapparatet såvel kognitivt som sensorisk. Ved at sidestille den medieteknologiske udvikling med den ‘naturlige’ evolution, understreges det, at der ikke er tale om en pervertering af en mere naturlig og autentisk måde at opfatte verden på; men at der er tale om en udvidelse – extension – af perceptionsapparatet. Samtidigt bliver det klart, at der ikke er tale om, at udvidelsen blot betyder vi nu kan percipere mere af en verden, der allerede foreligger objektivt og uformidlet. Den verden, der perciperes, er ikke en altid-allerede eksisterende realitet, der foreligger uafhængigt af perceptionsapparatet. Verden er altid-allerede medieret, hvad enten den perciperes ‘naturligt’ eller gennem et sanseapparat, der er medieteknologisk forstærket. Når Cronenberg inkorporerer mediet, så er det en understregning af, at perceptionsapparatet allerede er et medie med egen medie-epistemologi; og som kan udvides og forstærkes med medieteknologier. Erkendelsen af verden er dermed betinget af de medier og den epistemologi, verden betragtes igennem. Betragter vi konsekvent verden i bakspejlet, er vi altid bagefter mediet, fordi vi ontologisk ikke er på højde med mediets epistemologi.

Reklamer




Return to Sender – Elvis som mediefilosof

15 03 2010

Elvis Presleys mest mediefilosofiske sang var ”Return to Sender” fra filmen Girls! Girls! Girls! (1962). Sangen handler, meget banalt, om en mand, der har skændtes med sin kæreste og derfor sender et brev til hende med en undskyldning. Brevet kommer imidlertid retur. Det gentager sig to gange: første gang har han givet brevet til postbudet, anden gang lagt det i postkassen. Begge gange kommer det retur med påskriften: ”Return to Sender/ Address unknown/ No such number/ no such zone”. Nu vil han så personligt overrække brevet til pigen, og hvis brevet kommer retur for tredje gang, så vil han forstå budskabet: ”And if it comes back the very next day/ then I’ll understand – the writing on it/ Return to Sender”.

Det er en klassisk struktur, hvor forløbets centrale begivenhed skal gentage sig tre gange, før der kan udledes en ”morale” af historien. Ud over at det er en undskyldning, så ved vi ikke, hvad der står i brevet eller om det bliver læst. Det der er det essentielle, er ikke indholdet af brevet, men selve udvekslingen: brevet afleveres – medieret gennem postvæsenet og personligt – og det vender tilbage. Når det vender tilbage tredje gang, så er budskabet klart. Men hvad er budskabet? Ja, umiddelbart så vil vi jo tolke det sådan, at brevet vender tilbage, fordi pigen ikke accepterer undskyldningen. Men det fremgår ikke noget sted, at pigen har læst brevet. Vi kan altså ikke uden videre tolke budskabet som en respons på indholdet. Det som teksten siger, er da også noget andet: ”Then I’ll understand – the writing on it/ Return to sender”. Budskabet ligger i to forhold: Handlingen: at brevet vender tilbage – og i skriften brevet: Return to sender. Der bliver ikke svaret med et nyt brev; altså med et indhold, men der svares ved at lade det samme brev vende tilbage med en udvendig påskrift. Modtageren af budskabet bliver dermed afsenderen. Der er ikke interesse for brevets indhold, fordi budskabet ikke ligger i indholdet; det er ikke det, der ligger skjult inden i brevet, den private meddelelse. Det er i skriften brevet og ikke i brevet, vi skal aflæse budskabet. Og modtageren af budskabet er ikke den person, brevet er stilet til; vi kender ikke hendes navn og ved i det hele taget ikke noget om hende. Hendes funktion er alene at lade brevet gå tilbage til afsenderen. Hun bliver dermed et medie, der transmitterer et budskab tilbage til afsenderen; nemlig det budskab at det er ham, der er den egentlige modtager. Dermed bekræfter ”Return to Sender” Lacans diktum: Subjektet er selv afsender af det budskab, det modtager fra den Anden.

Det centrale er altså skriften og ikke i brevet; at brevet vender tilbage – og at det er i kraft af gentagelsen, at budskabet bliver forstået. Påskrift, vende tilbage, gentagelse. Den samme struktur genfinder vi i en anden historie om et brev, Edgar Allan Poes ”The Purloined Letter”. Det er en af de tre fortællinger om detektiven Auguste Dupin. Det drejer sig om et brev, der er blevet stjålet fra dronningen, og hvis indhold ville føre til skandale, hvis det blev afsløret. Dronningen var blevet overrasket af kongen, mens hun sad med brevet, men frem for at gemme det, lod hun det ligge åbenlyst fremme. En minister D- var kommet til stede, og af dronningens nervøse blikke til brevet sluttede han sig til, at brevet var af betydning. Han tog derfor brevet og erstattede det med et andet. Dronningen så tyveriet, men kunne ikke gøre noget uden at henlede kongens opmærksomhed på brevet. Efterfølgende har hun bedt politipræfekten om at skaffe hende brevet igen. Politiet har gentagne gange gennemsøgt ministerens lejlighed uden at finde brevet. Man beder derfor Dupin om hjælp. Han aflægger ministeren et besøg og finder straks brevet, der ligger åbenlyst fremme. Han tager brevet og erstatter det med en kopi; dog med den forskel at han skrevet et citat på brevet, således at ministeren vil indse, hvem hans overmand er.

Også her er der altså tale om et brev, hvis indhold vi ikke kender; og hvor indholdet for så vidt også er ligegyldigt for det, der er på spil i fortællingen. Det spejler sig i, at politiet leder forgæves efter brevet, fordi de går ud fra, at det er skjult. Hvis vi tilsvarende gik ud fra, at fortællingens sande betydning lå i det, der var skjult (brevets indhold), så ville vi heller ikke finde noget. På denne måde er ”The Purloined Letter” en eksemplarisk illustration af det, der er på spil i psykoanalysen. I det mindste ifølge Jacques Lacan, der brugte et helt seminar på Poes fortælling. I psykoanalysen leder man ikke efter patientens problemer i det, der er skjult. Det drejer sig ikke om at finde frem til det fortrængte som et skjult indhold; det fortrængte er altid tilgængeligt på overfladen i form af symptomer, fortalelser, forglemmelser osv. Det fortrængte er altid nærværende i patientens tale, når blot analytikeren har øje – eller øre – for det.

På samme måde er brevet også altid nærværende i Poes fortælling, men om man ser det, afhænger det af den position, man indtager i forhold til brevet. Der er tale om blik-positioner, som kan indtages af forskellige personer. I den strukturelle gentagelse er der tale om de samme positioner, men om forskydning af de, der bærer blikket. Men det er ikke disse bæreres psykologi, der er interessant; de er blot signifianter, som forskydes. Det interessante er den struktur, disse signifianter forskydes indenfor. I realiteten er der tale om to strukturer: en dual, spekulær (eller imaginær) struktur og en triadisk, symbolsk struktur. Den første relation mellem dronningen og kongen er dual og spekulær. Den angår alene objektet – brevet – og blikket, og er således en spatial relation: ses objektet eller ej. Men i det øjeblik ministeren træder ind, bliver relationen triadisk. Nu angår det ikke blot objekt og blik, men også betydning: af dronningens blik slutter ministerens sig til brevets – og blikkets – betydning; hvorved det altså bliver en symbolsk relation. Det er besiddelsen af brevet, der situerer den besiddende i det symbolske – i meningen. Den tredje position er således fortolkningens. Når politiet ikke kan finde brevet hos ministeren trods en nok så minutiøs gennemsøgning, så er det fordi, de forbliver i den spekulære relation; de leder efter brevet i rummet – spatialt. Dupin derimod søger det forsvundne i det symbolske; det forsvundne ‘letter’ – brev – eller bogstav. Politiet finder ikke brevet, fordi de leder efter det, der er skjult; hvorimod Dupin finder det, fordi han ser, hvad der åbenlyst er at se. Dette er analogt til psykoanalysen, hvor det netop ikke er den skjulte mening (‘brevets’ indhold), men det, der bliver sagt, der har interesse.

Signifianten er altid blot en symbolsk repræsentation af et fravær, og er som sådan aldrig på sin plads; dvs. signifianten kan ikke lokaliseres spatialt – i det reelle. Således kommer det brev, ministeren efterlod i stedet for det stjålne, for dronningen til at repræsentere det samme (dets indhold irrelevant) som det oprindelige brev (hvis indhold er ukendt); hun er underkastet en andens vilje og vil fortsat kunne skandaliseres, fordi en tredje kan se brevet. Det er først, når en tredje position er involveret, betydning opstår; fordi det er fra denne tredje position, tolkning er mulig. Derfor læser Lacan “The Purloined Letter” som en allegori over psykoanalysen. Den tredje position er analytikerens i den analytiske situation, hvor han er subjektet, der formodes at vide. Det er det sted – subjektets ubevidste – hvor forskydninger fra signifiant til signifiant finder sted; hvor det ene brev kan substituere det andet. Men som Poes fortælling viser, så er det ikke indholdet af brevet, der er afgørende; men den position indehaveren af brevet indtager. Analytikeren indtager positionen som den, der formodes at vide; men det er i kraft af positionen, og ikke det han ved, at han har magt i den analytiske situation. Tillige viser “The Purloined Letter”, at det først er i kraft af gentagelsen, brevet kan vende tilbage til sin rette besidder. Ordet ‘purloined’ – der på dansk oversættes ‘stjålne’ – er etymologisk sammensat af: præfixet pur (af latin pro) og det franske loing, loingner, longé (af latin longé), dvs. egentlig at for-længe, lægge til side; – fjerne fra sin oprindelige kurs. Brevet når ikke sin destination af den lige vej, men kommer på en afvigende kurs, før det når sit mål. Gentagelsen kommer imellem. Som hos patienten, for hvem en del af ham selv er blevet ham fremmed, og først i overføringsneurosens ageren (gentagelse) kan modtage sig selv fra den Anden, vender brevet først tilbage efter at Dupin har ageret (gentaget) ministerens tyveri. Brevet når sin destination, slutter Lacan sit seminar; hvilket er en forskudt gentagelse af et andet aksiom: subjektet er selv afsender af den meddelelse, det modtager.

Både i ”Return to Sender” og i ”The Purloined Letter” er det afgørende, at brevet vender tilbage med en forskel. I begge tilfælde er indholdet af brevet ukendt og også ligegyldigt; det afgørende er det, der bliver skrevet brevet. Det kan så lede frem til en anden pointe, Lacan har med at bruge ”The Purloined Letter”. Der er tale om et ’letter’ på afveje, og det kan som bekendt betyde både ’et brev’ og ’et bogstav’. Hos Lacan er bogstavet på afveje som bekendt a – objet petit a. Dette lille a repræsenterer subjektets mangel; det som subjektet begærer hos den anden. Subjektet begærer altså noget hos den anden – den Anden – som er et ”purloined letter”; noget subjektet mangler for at være komplet. Analysen drejer sig således om at bringe dette lille a – dette ”purloined letter” tilbage til subjektet; men analysens pointe er jo tillige med, at subjektet altid allerede er i besiddelse af ”brevet”. Analytikerens indsats er alene at påføre ”brevet” det bogstav – a – der returnerer det til subjektet.

Samme år som “Return to Sender”, 1962, udgav Marshall McLuhan The Gutenberg Galaxy. Også hos McLuhan er der tale om noget, der er blevet fortrængt, men som nu vender tilbage. Ifølge McLuhan så fortrænger Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten det talte ord. Ikke nok med det; den lader også den visuelle sans få en dominerende status på bekostning af de øvrige sanser, hvorved den taktile synæstesi, der kendetegner præ-gutenbergske kulturer, svækkes markant. Det betyder at det organiske forlades til fordel for det mekaniske. Det er ikke skriften som sådan, der fortrænger talen, men den mekaniske, trykte skrift. McLuhan ser derfor Gutenbergs opfindelse som forudsætningen for industrialiseringen.

Den mekaniske, trykte skrift er først og fremmest kendetegnet ved dens repeatability – dens gentagelighed og homogenitet, der efterhånden bredte sig til andre områder og fik afgørende betydning for produktionsformerne og den sociale organisering. Bogtrykkerkunsten førte til en detribalisering af de gamle sociale fællesskaber og til at de gamle stammer blev afløst af nationalstaten. Interessante nok, så førte bogtrykkerkunsten også – ifølge McLuhan – til det ubevidstes opståen. Fordi bogtrykkerkunsten fører til den visuelle sans’ hegemoni, fortrænges de øvrige sanser fra bevidstheden og tvinges i eksil.

Den typografiske og mekaniske æra er imidlertid ved at være forbi. Efter 500 år i Gutenberg-galaksen er vi ved at bevæge os ind i den elektroniske tidsalder. Eksternaliseringen af sanserne skaber en noosfære, en teknologisk hjerne og et sanseapparat for hele verden, hvor menneskeheden retribaliseres i en global landsby. Det talte ord vender tilbage i de nye, elektroniske medier, der nok kan henvende sig til synssansen, men ikke længere lader denne ene sans dominere de andre.

Det talte ord – det orale – vender tilbage, men ikke nødvendigvis som konkret tale; det kan være non-verbalt. Det vender tilbage et andet sted fra, og det opfattes også et andet sted. Sanserne er eksternaliserede og det er således i medieret form, det talte ord – som det fortrængte – vender tilbage. Det er noget velkendt, der vender tilbage, men det gør det i medieret form og er derfor ikke umiddelbart genkendeligt.

Hos Elvis – i ”Return to Sender” – er det et brev, der vender tilbage. Det er det samme brev, men det vender tilbage med en forskel; med en påskrift som fortrængningens mærke. Men hos Elvis formidles budskabet verbalt til os i kraft af stemmen. Det er imidlertid en medieret stemme. Stemmen er Elvis’, men den kommer et andet sted fra: fra mediet (filmen, radioen).

Som McLuhan sagde to år senere: Mediet er budskabet.





Manden i den artificielle reproduktions tidsalder

13 07 2009

En af ugens store nyheder har været, at det er lykkes britiske forskere at fremstille kunstig sæd ved hjælp af stamceller. Det har naturligvis vakt opsigt og også en vis bekymring. Medlem af Etisk Råd Klavs Birkholm udtaler således: “Vi har indtil nu opfattet kærlighed og artens videreførsel som meningen med livet – og den har jeg ikke lyst til at skifte ud.” Andre har udtrykt bekymring ved udsigten til, at mænd nu bliver overflødige.

Der er flere interessante aspekter. Det har ofte været hævdet, at videnskaben er mandsdomineret og tjener til at reproducere et verdensbillede, hvor manden er centralt placeret som den, der naturligt dominerer. Men nu er videnskaben tilsyneladende i færd med at overflødiggøre manden. Der er en anden side af dette. Som jeg tidligere har skrevet om, så degenererer det mandlige kønskromosom over tid, fordi y-kromosomet kun kan overføres fra far til søn, mens x-kromosomet kan overføres fra såvel moderen som faderen. Mænd er med andre ord i færd med at forsvinde, så det er godt videnskaben kan finde en erstatning.

Et andet, og nok det mest interessante, aspekt er, at biologisk køn er i færd med at miste sin betydning. Det har været det sidste led, hvor biologisk kønnet reproduktion og sex har hængt sammen, at man har haft  brug for en sædcelle fra manden og et æg fra kvinden. Ganske vist behøver sex ikke længere at have noget med reproduktion at gøre – det kan ordnes i et reagensglas – men der har stadig været et element af biologi involveret. I langt de fleste tilfælde har graviditet være et – eventuelt uønsket – biprodukt ved sex. Det er sjældent vi har sex for at reproducere os. Og nu behøver de to ting slet ikke at have noget med hinanden at gøre.

Det betyder næppe, at mænd og kvinder vil holde op med at dyrke sex. Som sagt så er formålet med sex i de færreste tilfælde at få børn. Men det kan måske betyde, at det monogame, heteroseksuelle parforhold mister sin status som det naturlige. Naturligheden har været hængt op på, at det var det heteroseksuelle forhold, der sikrede menneskehedens overlevelse; eventuelt understøttet af den opfattelse, at det var Guds intention med de to køn. Nu er der ikke længere noget biologisk alibi for det monogame, heteroseksuelle parforhold. Det betyder ikke, at heteroseksualitet forsvinder eller bliver overflødigt. Det er længe siden, at heteroseksualitet var en nødvendighed; det har ikke fået folk i massevis til at opgive at være heteroseksuelle. Det er ikke noget, vi har været af biologisk tvang. Men det kan formodentlig være en gevinst – også for heteroseksuelle – at ‘det naturlige’ ikke længere legitimerer en bestemt form for seksualitet. Det kan måske også være en fordel for rollefordelingen i alle typer af forhold – seksuelle og andre former – at det biologiske køn ikke længere sætter en ‘naturlig’ dagsorden.





Søndagsprædiken

22 02 2009

Gud er for åndslivet, hvad storken er for reproduktionen.





Stik en iraner

18 02 2009

Politiets Efterretningstjeneste, PET, har bedt de danske universiteter om at udlevere navne på alle iranske studerende ved universiteterne. Formålet er, at man vil undgå, at de studerende hjælper Iran med at udvikle masseødelæggelsesvåben. De fleste rektorer har dog afvist at imødekomme PETs ønske med henvisning til, at man ikke vil medvirke til at mistænkeliggøre en hel gruppe af studerende alene på baggrund af deres statsborgerskab.

Rektor ved Aalborg Universitet, Finn Kjærsdam, udtaler dog til Nordjyske, at han ikke ser noget problem i, at universitetet assisterer efterretningstjenesten. Han er ikke klar over, hvorvidt Aalborg Universitet har udleveret navne til PET. Han siger: ” Jeg kan ikke udelukke, at nogen andetsteds i vores system har gjort det”. Men som han videre siger: “Omvendt har jeg ingen problemer med, at vi giver vores lille bidrag til at sikre fædrelandet ved at sige det højt, hvis vi observerer, at der går nogle galninge rundt og tydeligt udviser en unaturligt stor interesse for bestemte emner”.

Det er sidste er der i sig selv ikke noget odiøst i. Alle har pligt til at melde, hvis man ser “nogle galninge” udvise mistænkelig adfærd. Det behøver man såmænd ikke nogen opfordring fra PET til. Men i dette tilfælde går opfordringen jo eksplicit på iranske studerende, som rektoren implicit – og ubevidst? –  per association får knyttet sammen med “nogle galninge”, der har “unaturlig stor interesse for bestemte emner”. Det virkelig interessante er dog, at rektoren ikke er klar over, hvorvidt nogle på det universitet, han er leder af, udleverer navne på iranske studerende til PET. Det har rektoren åbenbart heller ikke nogen problemer med. Derfor kan man jo sagtens forestille sig, at “nogen” på universitetet også udleverer navne på såvel iranske som andre studerende, ikke alene til PET, men også andre organisationer, der beder om det. Hvilket man så igen kan formode, at rektoren ikke har nogen problemer med.

Naturligvis skal universitet henvende sig til PET, hvis man observerer noget, der kan give anledning til mistanke. Men Finn Kjærsdams ubekymrede holdning til PETs henvendelse om iranske studerende minder mest af alt om det gode, gamle DDR, hvor partitro tjenestemænd beredvilligt lod STASI få adgang til alle arkiver og alle informationer, universiteter og andre institutioner måtte ligge inde med. Den tidligere leder for den britiske indenrigssikkerhedstjeneste MI-5 har advaret om, at terrorlovgivningen i kølvandet på 11. september og bomberne i London er ved at forvandle England til en politistat. Vi er nu ganske godt med herhjemme.

Min gode ven, Maziar Etemadi, der er iransk flygtning og ansat på Aalborg Universitet, har taget konsekvensen. I går formiddag ringede han til Politiets Efterretningstjeneste og angav sig selv. Begrundelsen er, at han som iraner og filosof med særlig interesse for Sartre så absolut må udgøre en sikkerhedsrisiko. Som han gør opmærksom på: i Iran bliver Sartres filosofi betragtet som et masseødelæggelsesvåben.





Darwin

31 01 2009

Det er Darwin år. Charles Darwin blev født 12. februar 1809, og 200 årsdagen bliver fejret hele året. Forståeligt. Få har i den grad været med til at ændre forestillingen om, hvad mennesket er og hvilken placering, vi har i universet. Selv i dag er Darwins tanker kontroversielle. Darwin tog mennesket ud af guds skaberværk og placerede det i biologiens sfære side om side med andre dyr og levende organismer. Det er ofte blevet udlagt sådan, at Darwin påstod mennesket nedstammer fra aberne. Det er ikke ganske korrekt; men derimod var påstanden i evolutionsteorien, at mennesket og aberne har fælles forfader – the missing link.

Ikke mindst i USA er evolutionsteorien stadig kontroversiel. På den ene side er der kreationisterne, der hævder at Bibelens skabelsesberetning er den korrekte fremstilling af livets opståen. På den anden side (men i grunden den samme side) er der teoriens om intelligent design, der hævder, at noget så komplekst som livet ikke kan være opstået ved naturlig udvælgelse – og dermed basalt set ved tilfældigheder – men nødvendigvis må forudsætte en form for intelligens, der har styret evolutionen.

Darwin og evolutionsteorien har gennem årene været genstand for megen latterliggørelse, karikaturer og forsimplinger. Ofte er teorien reduceret til ‘survival of the fittest’ og at naturlig udvælgelse fører til, at de bedst egnede overlever og fører slægten videre. Her er det Beavis & Butthead, der konstaterer “Evolution sucks”:

De bedst egnede? Næppe.





Claude Lévi-Strauss, 100

28 11 2008

I et år domineret af celebre 50-års fødselsdage, kan der nok være grund til at fejre en 100-års dag. Den franske antropolog Claude Lévi-Strauss fylder i dag 100. Han regnes for en af strukturalismens fædre, og det tankevækkende, at de fleste af de, der siden blev regnet for post-strukturalismens ophavsmænd, i dag alle er døde. Lévi-Strauss har overlevet de fleste, og hans tænkning har i markant grad præget det 20. århundrede. Men lad ham selv få det sidste ord:

“Mellem en primitiv eksistens’ og tros fundamentale absurditet, som Frazers dom lød, og deres kun tilsyneladende gyldighed på grund af en påstået sund fornufts skråsikkerhed, som Malinowski hævdede, er der plads til en hel videnskab og en hel filosofi.”