Ondskabens banalitet – og Rønn Hornbechs

18 11 2010

Begrebet “ondskabens banalitet” skyldes som bekendt Hannah Arendt, der brugte det i sine reportager fra retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem. Eichmann var ansvarlig for logistikken bag Die Endlösung; deportationen og transporten af østeuropæiske jøder til udryddelseslejrene, heraf alene – og delvis på eget initiativ – 430.000 jøder fra Ungarn. Men havde man forventet, at retssagen ville give indblik i den inkarnerede ondskab, eller at Eichmann ville blive afsløret som en mand drevet af et indædt had til jøder, blev man skuffet. Eichmann var en farveløs og anonym person, der ikke ville have vakt opsigt, havde det ikke været for meddelagtigheden i en af det 20. århundredes største forbrydelser. Eichmann fremstod ikke som påfaldende ond, og gav heller ikke udtryk for noget udtalt had til jøder. Han havde blot været en pligtopfyldende borger, der havde gjort, hvad der blev forventet af ham. Under sit forsvar henviste han til Kants moralfilosofi og det kategoriske imperativ. Men, forklarede han, da han blev gjort ansvarlig for organiseringen af Die Endlösung måtte han tilsidesætte den personlige moral og efterleve et højere princip. Han måtte opfylde sin pligt over for Føreren uagtet, hvad hans personlige moral bød ham at gøre. Han ophørte med at have nogen personlig holdning til de gerninger, han havde fået overdraget ansvaret for. Det var hans pligt at få bragt så mange jøder som muligt til udryddelseslejrene. Hvorfor det skulle ske, havde han som lovlydig og pligtopfyldende borger ingen holdning til.

Birthe Rønn Hornbech var i mange år moralens stemme i partiet Venstre. Det var hende, der talte sin egen regering midt imod, når hun mente de grundlæggende borgerlige værdier og fundamentale frihedsrettigheder blev tilsidesat af hensyn til taktisk realpolitik. Hun fastholdt stædigt, at alle var lige for loven – også de man måske ikke brød sig om – og at alle havde de samme grundlæggende rettigheder. Så blev Rønn Hornbech integrationsminister og moralens stemme forstummede. Bogstavelig talt. Birthe Rønn Hornbech er i dag karakteriseret ved det, hun ikke siger. Hun forholder sig tavs, når der bliver stillet spørgsmål til den politik, hun som minister forvalter og gennemfører. En politik der i mange tilfælde forekommer at være i direkte modstrid med de principper, hun tidligere hævdede stod over smålige partitaktiske behov.

Rønn Hornbech er ikke nogen Eichmann. Det kan diskuteres, hvilke konsekvenser den danske udlændingepolitik har, men der ikke tale om en nogen systematisk udryddelse af hele folkeslag. Men på et punkt kan man tale om, at Birthe Rønn Hornbech og Adolf Eichmann ligner hinanden. Personlige holdninger og moral tilsidesættes for et højere princip, som må adlydes uagtet hvad man som individ måtte have af holdning. Det er vel derfor, Rønn Hornbech ikke vil svare på spørgsmål. Bliver hun spurgt, så risikerer hun jo, at det bliver individet Birthe Rønn Hornbech, der bliver taget til indtægt for svaret. Hun risikerer med andre ord at pådrage sige et personligt ansvar for den førte politik, hvis hun først går i dialog med de, der har kritiske spørgsmål og som ønsker at konfrontere hende med de holdninger og principper, hun tidligere stod for, da hun kunne tale på egne vegne. Nu forsøger hun efter bedste evne at dække sig ind under, at hun som minister administrerer regeringens politik – i realiteten den politik Dansk Folkeparti har dikteret regeringen – og at hendes egen holdning som sådan er uden betydning. Hun er – som minister – loyal over for regeringen, ikke sin egen moral.

Det er ikke diabolsk ondskab, der får Birthe Rønn Hornbech til at handle som hun gør. Sådan som det heller ikke var tilfældet med Eichmann. Hun er blevet konfronteret med den banale kendsgerning, at en høj moralsk profil bliver langt vanskeligere at opretholde, når den ledsages af ansvar. Det er ikke spor svært altid at mene det rigtige, når man ikke har noget ansvar for også at efterleve sine høje etiske standarder i praksis. Det er Rønn Hornbech ikke den første, der er blevet konfronteret med. Det kan endog være en sund øvelse at udsætte idealerne for pragmatikkens lakmustest. Men at lukke individuelle holdninger inde bag en mur af tavshed for at kunne administrere en politik, man fundamentalt set finder uantagelig, det er et svigt – ikke blot af personlig integritet og etik, men også af demokratisk ansvar.

Det er ikke ondskab. Det er ynkeligt.

Reklamer




Hitler tvangsfjernet

14 01 2009

Politiet i New Jersey har tvangsfjernet en tre-årig dreng og hans to søstre. Tvangsfjernelse af børn er en aktuel sag herhjemme, så hvorfor interessere sig for, hvad der sker i New Jersey? Ja, sagen havde næppe vakt opmærksomhed uden for lokalsamfundet, hvis ikke det var fordi, den tre-årige dreng bærer navnet Adolf Hitler Campell.

Han blev allerede kendt for et par uger siden, da en bager nægtede at sætte drengens navn på en fødselsdagskage. Ved den lejlighed kom det også frem, at lille Adolf har en søster med det poetiske navn JoyceLinn Aryan Nation Campell. Den sidste søster hedder Honzlynn Hinler Jennie Campell. Det usædvanlige navn – Honzlynn Hinler – er en omskrivning af Heinrich Himmler. Man aner nok, i hvilken retning forældrenes politiske sympatier går.

Nu er de tre børn så blevet tvangsfjernet. Politiet vil ikke komme ind på, hvad der er grunden til tvangsfjernelsen. Herhjemme diskuteres emnet i anledning af en sag, hvor et forældrepar er blevet dømt for grov fysisk mishandling af deres datter. Der findes andre former for mishandling – herunder også at lade et barn vokse op med navnet Adolf Hitler.

Og helt uden sammenhæng: her er Johnny Cash med Shel Silversteins “A Boy Named Sue”





Black or White

27 10 2008

Skønt aparthaid er afskaffet i Sydafrika, så er distinktionen mellem sort og hvid stadig i brug i landets lovgivning. Nu bruges distinktionen til at udjævne nogle af de sociale og kulturelle forskelle, der i realiteten stadig deler landet. Lovgivningen giver sorte nogle privilegier, der skal medvirke til at fremme den sociale integration.

Det giver imidlertid nogle lidt pudsige udslag. Således har Sydafrikas kinesiske minoritet hidtil været betragtet som hvid i juridisk forstand. Nu har Højesteret så fastslået, at kinesere er sorte. Det er ikke alle kinesere tilfredse med. De insisterer på at være gule.

Det ser ud til, Michael Jackson tog fejl: It does matter if you’re black or white.





Jura ER underholdende

25 07 2008

Det er en gammel rubrik på denne blog, der har været lidt forsømt på det seneste. Men nu er der igen et godt eksempel på, at jura er langt mere underholdende, end man normalt går og tror.

De fleste husker Superbowl 2004. Husker måske ikke, hvem der mødtes i finalen, eller hvem der vandt. Men husker, at Justin Timberlake – ved et hændeligt uheld – forgreb sig så meget på Janet Jackson, at hendes ene bryst blev blottet. Og det i en direkte tv-transmission i bedste sendetid til den største begivenhed i amerikansk sport.

Efterfølgende blev tv-selskabet CBS, der stod bag transmissionen, idømt en bøde på 550.000 dollars. Begrundelsen var, at synet af et blottet bryst på tv kunne være potentielt traumatiserende for de tv-seere, der ganske uforvarende blev vidner til hændelsen.

Nu har en appeldomstol så omstødt kendelsen. CBS slipper for bøden, da appeldomstolen nu vurderer, at det chok synet af et blottet bryst har udløst hos følsomme seere, alligevel ikke har været så stort, at det har givet anledning til varige mén.





Nul-tolerance

21 05 2008

Begrebet nul-tolerance har vundet indpas blandt lov-og-orden politikere. Anført af justitsminister Lene Espersen kræver de et stop for den blødsødne pladder-humanisme, der tænker mere på forbryderen end på ofret. Det skal det være slut med. Nul-tolerance over for forbrydere. De kan jo bare lade være.

Justitsminsteren burde måske tage ved lære af Mexico, hvor man praktiserer nul-tolerance. Som Sinar Gomez fra politiet i Chiapas udtaler:

Hvis nogen begår en forbrydelse her, ryger de i fængsel, lige meget hvem de er.

Således er et æsel netop blevet fængslet, efter at det først havde bidt en 63-årig mand i brystet, og derpå sparket en 52-årig, der kom til undsætning. Tidligere på året blev en tyr fængslet for at have spist afgrøder og begået hærværk mod to slikautomater.

Nul-tolerance for El Burro & El Toro!





Jura er ikke altid sjovt II

1 03 2008

En kvinde sad varetægtsfængslet i 14 måneder, mistænkt for at have dræbt sin mor. Sidste efterår blev hun frikendt i landsretten. Nu har statsadvokaten så afgjort, at kvinden kun får 1/4 af den erstatning, der normalt bevilges for uberettiget fængsling. Kvinden har mistet sit arbejde, og har fået diagnosticeret post-traumatisk stress.

Statsadvokaten, der nu har truffet afgørelse om den reducerede erstatning, er den samme statsadvokat, som var anklager i sagen. Den sag tabte statsadvokaten altså. Nu bruger statsadvokaten de samme argumenter, der blev afvist i landsretten, som begrundelse for den reducerede erstatning.

Det er svært ikke at få den tanke, at statsadvokaten nu forsøger at ramme den kvinde, det ikke lykkedes at dømt i landsretten.





Det hellige, ukrænkelige Æg

28 02 2008

Det britiske firma Classic Furniture 4 You har opgivet et planlagt showroom i København. Classic Furniture 4 You har specialiseret sig i at sælge billige kopier af klassiske designermøbler over nettet. Således vil man kunne erhverve sig en kopi af Arne Jacobsens klassiske Ægget for 8000 kr., hvor man må betale 70.000 kr. for en original. Tanken med showroomet var, at man skulle kunne se møblerne, før man bestiller over nettet. Man ville ikke kunne købe noget direkte fra udstillingen.

Den mulighed får man ikke. “Kopiproducent skræmt ud af landet”, lyder overskriften i Business.dk. Til en forandring er det ikke islamiske fundamentalister, der står bag truslerne. Det er den danske møbelindustri, der har skræmt den britiske kopiproducent ud af landet. ”Vi har modtaget en masse trusler om søgsmål fra den danske møbelindustri. Vi forventede noget modstand, men vi har været overrasket over, hvor aggressiv industrien har været for at holde den fri konkurrence ude.”, udtaler David Friedland fra Classic Furniture 4 You.

Sådan kan kulturforskelle også manifestere sig. Nogle steder er det karikaturer af profeten, der afføder protester og trusler. Andre steder er det ejendomsretten, der er ukrænkelig. De siger, du må ikke gøre dig billeder af profeten. Vi siger, du må ikke kopiere vores møbler. Det ene sted er det religionen, der står over alt andet og dikterer, hvad man må og ikke må. Det andet sted er det kapitalen, der regerer og sætter reglerne for, hvad der må sælges af hvem.

Men om det er religionen eller kapitalen, så er dens love hellige og ukrænkelige og må ubetinget adlydes.