At fortolke et ‘buh’

2 05 2013

Der blev buh’et i går, den 1. maj. Der blev buh’et af regeringen og de ministre, der holdt taler på 1. maj møderne. Og ikke alene blev der buh’et, så talerne blev overdøvet; der blev også kastet tomater – og i enkelte tilfælde fyldte øldåser – efter de talende, så de blev nødt til at afbryde og bringe sig i sikkerhed.

Ingen tvivl om at mange er skuffet og frustreret over regeringens politik. Og med rette. De forventninger, man havde til en rød regering, er ikke blevet indfriet; tværtimod, så oplever mange at regeringen går de borgerliges ærinde og at regeringen på visse områder er mere blå end VK-regeringen støttet af Dansk Folkeparti.

Så der er næppe så megen tvivl om, at det var skuffelse og frustration over regeringen, der kom til udtryk, da der blevet buh’et 1. maj. Mange har da også forsvaret protesterne og forklaret, at regeringen selv har været ude om, at der blev buh’et. Man har ikke villet lytte til folket; så nu nægter folk at lytte til regeringen.

Det rejser så spørgsmålet: hvad så nu? Hvordan fortolker man ‘buh’, så det ikke blot bliver en uartikuleret protest uden retning? Er det, som de fleste af buh’ets fortolkere synes at mene, et rødt buh, der udtrykker et folkeligt krav om en mere venstreorienteret linje fra regeringen? Et krav om regeringens afgang? En anklage for klasseforrædderi? Eller noget helt fjerde?

Et ‘buh’ er åbent for fortolkning. Man kan projicere det ind i buh’et, der er bedst i overensstemmelse med sin egen politiske overbevisning. På den måde kan man få ‘buh’ til at fremstå som om, der er opbakning til en samlet protest mod regeringen. Men ret beset kan ingen vide, i hvilken retning protesten peger. Det kunne også være et sort ‘buh’, der ikke respekterer demokratiets vilkår, men tværtimod ønsker at sætte de demokratiske spilleregler ud af funktion. Der er jo historiske fortilfælde, hvor den uartikulerede protest er blev udnyttet af kræfter, der har haft som mål at gøre demokratiet så dysfunktionelt, at totalitære styreformer kom til at fremstå som det bedre alternativ.

Det var næppe det, vi så i går til 1. maj. Men celebreringen af den uartikulerede protest gavner på sigt kun de destruktive kræfter. Hvis det bliver acceptabelt, at politisk kamp kan føres på, hvem der bedst formår at forhindre modparten i at komme til orde, så er kampen tabt på forhånd. Derfor var det også velgørende, at Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen så entydigt tog afstand fra forsøgene på at fratage de talende ordet. Så mangler blot, at protesten mod regeringen artikuleres med mere end udtjente klichéer og floskler fra Den Store Bog om Revolutionen.

Reklamer




Falsk utryghed

21 10 2011

En ny rapport udgivet af Politiets Efterretningstjeneste og Trygfonden afslører, at et flertal af danskere er godt tilfreds med den øgede overvågning  i form af f.eks. flere videokameraer i det offentlige rum. Det giver en øget følelse af tryghed i en verden, hvor vi har måttet lære at leve med en permanent terrortrussel.

Det til trods for, at intet tyder på, at flere videokameraer har nogen videre præventiv effekt. Billeder fra overvågningskameraer kan i nogle tilfælde – men langt fra alle – hjælpe politiet til at identificere lovovertrædere, når der er begået noget kriminelt. Hvor opsætning af videokameraer har ført til, at der er blevet mindre hærværk et bestemt sted, viser det sig ofte, at der så bliver flere tilfælde et andet sted. Svaret bliver så, at der må flere kameraer til.

Det sker så tilsyneladende med danskernes billigelse. Vi vil gerne have flere kameraer, skønt der ikke er nogen entydig indikation af, de har nogen større effekt. Men de gør os trygge, hvilket naturligvis ikke skal undervurderes. Men, som det er blevet påpeget, det er en falsk tryghed. Risikoen for at blive udsat for tilfældig vold eller terror er ikke blevet mindre. Videokameraer gør os ikke mere trygge, men de får os til at føle os mere trygge.

Men er der ikke noget reelt grundlag for at føle sig tryggere, hvorfor gør vi det så alligevel? Det kunne skyldes, at der heller ikke er noget reelt grundlag for, at vi skulle føle os utrygge. Statistikkerne har i mange år vist, at der ikke bliver mere, men derimod mindre kriminalitet. Risikoen for at blive udsat for vilkårlig vold er mindre i dag end den var for 30 eller 50 år siden. Ikke desto mindre er det en udbredt opfattelse, at der er mere vold og kriminalitet i gaderne end nogensinde før. En opfattelse der i vidt omfang understøttes af et mediebillede præget af bandeopgør, skyderier i gaderne, tilsyneladende umotiverede overfald, hele bydele hærget af kriminalitet osv. Er der ikke statistisk grundlag for at tale om mere kriminalitet, så er der næppe tvivl om, at det fylder uligt mere i mediebilledet. Ud over dag til dag rapportering fra et tilsyneladende voldshærget Danmark, så har de fleste tv-kanaler efterhånden fast programlagte indslag, der mere eller mindre lødigt har kriminalstof som tema.

Det er primært gennem medierne, vi konfronteres med overfald, skyderier og terror. Det er ikke noget, vi generelt oplever i større grad i dag end tidligere; men gennem medierne er det noget, der er blevet mere nærværende i vores bevidsthed. Det fører naturligt nok til en øget fornemmelse af utryghed, skønt der måske ikke er noget konkret grundlag herfor. Så skaber overvågning falsk tryghed, skal det ses på baggrund af, at medierne har skabt en falsk utryghed.

Der er et andet aspekt i PETs rapport, som er blevet overset, men som David Rehling gør opmærksom på i Information. Nemlig at de adspurgte angiver “manglende tværkulturel tolerance og rummelighed som det, der skaber størst utryghed.” Det er en utryghed, der udspringer af manglende kendskab til andre kulturer og anderledes social adfærd. Igen kan man pege på medierne som en medvirkende faktor, når det f.eks. er indvandrerbander, islamistisk terror og ghettodannelser, der præger mediebilledet. Men også politisk er der en tilbøjelighed til at bruge utrygheden som noget, der kan tjene snævre politiske mål. Ikke kun hos partier, der ønsker at bevare Danmark som monokulturelt og helst ser alle andre kulturer uddrevet. Tryghed og tryghedspakker er i det hele taget blevet en gangbar politisk mønt, man satser på giver et solidt afkast, når der først er skabt en falsk utryghed.

Det er imidlertid ikke det, rapporten peger på. “Borgerne udtrykker derfor et klart ønske om at få en større viden om andre kulturer og befolkningsgrupper, så de ikke behøver føle utryghed i mødet med mennesker, der ikke ligner dem selv.” Interessant nok så synes borgerne altså ikke at være af den opfattelse, at falsk tryghed er svaret på falsk utryghed. Svaret er, som det har været de sidste 300 år: Oplysning.





Ondskabens banalitet – og Rønn Hornbechs

18 11 2010

Begrebet “ondskabens banalitet” skyldes som bekendt Hannah Arendt, der brugte det i sine reportager fra retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem. Eichmann var ansvarlig for logistikken bag Die Endlösung; deportationen og transporten af østeuropæiske jøder til udryddelseslejrene, heraf alene – og delvis på eget initiativ – 430.000 jøder fra Ungarn. Men havde man forventet, at retssagen ville give indblik i den inkarnerede ondskab, eller at Eichmann ville blive afsløret som en mand drevet af et indædt had til jøder, blev man skuffet. Eichmann var en farveløs og anonym person, der ikke ville have vakt opsigt, havde det ikke været for meddelagtigheden i en af det 20. århundredes største forbrydelser. Eichmann fremstod ikke som påfaldende ond, og gav heller ikke udtryk for noget udtalt had til jøder. Han havde blot været en pligtopfyldende borger, der havde gjort, hvad der blev forventet af ham. Under sit forsvar henviste han til Kants moralfilosofi og det kategoriske imperativ. Men, forklarede han, da han blev gjort ansvarlig for organiseringen af Die Endlösung måtte han tilsidesætte den personlige moral og efterleve et højere princip. Han måtte opfylde sin pligt over for Føreren uagtet, hvad hans personlige moral bød ham at gøre. Han ophørte med at have nogen personlig holdning til de gerninger, han havde fået overdraget ansvaret for. Det var hans pligt at få bragt så mange jøder som muligt til udryddelseslejrene. Hvorfor det skulle ske, havde han som lovlydig og pligtopfyldende borger ingen holdning til.

Birthe Rønn Hornbech var i mange år moralens stemme i partiet Venstre. Det var hende, der talte sin egen regering midt imod, når hun mente de grundlæggende borgerlige værdier og fundamentale frihedsrettigheder blev tilsidesat af hensyn til taktisk realpolitik. Hun fastholdt stædigt, at alle var lige for loven – også de man måske ikke brød sig om – og at alle havde de samme grundlæggende rettigheder. Så blev Rønn Hornbech integrationsminister og moralens stemme forstummede. Bogstavelig talt. Birthe Rønn Hornbech er i dag karakteriseret ved det, hun ikke siger. Hun forholder sig tavs, når der bliver stillet spørgsmål til den politik, hun som minister forvalter og gennemfører. En politik der i mange tilfælde forekommer at være i direkte modstrid med de principper, hun tidligere hævdede stod over smålige partitaktiske behov.

Rønn Hornbech er ikke nogen Eichmann. Det kan diskuteres, hvilke konsekvenser den danske udlændingepolitik har, men der ikke tale om en nogen systematisk udryddelse af hele folkeslag. Men på et punkt kan man tale om, at Birthe Rønn Hornbech og Adolf Eichmann ligner hinanden. Personlige holdninger og moral tilsidesættes for et højere princip, som må adlydes uagtet hvad man som individ måtte have af holdning. Det er vel derfor, Rønn Hornbech ikke vil svare på spørgsmål. Bliver hun spurgt, så risikerer hun jo, at det bliver individet Birthe Rønn Hornbech, der bliver taget til indtægt for svaret. Hun risikerer med andre ord at pådrage sige et personligt ansvar for den førte politik, hvis hun først går i dialog med de, der har kritiske spørgsmål og som ønsker at konfrontere hende med de holdninger og principper, hun tidligere stod for, da hun kunne tale på egne vegne. Nu forsøger hun efter bedste evne at dække sig ind under, at hun som minister administrerer regeringens politik – i realiteten den politik Dansk Folkeparti har dikteret regeringen – og at hendes egen holdning som sådan er uden betydning. Hun er – som minister – loyal over for regeringen, ikke sin egen moral.

Det er ikke diabolsk ondskab, der får Birthe Rønn Hornbech til at handle som hun gør. Sådan som det heller ikke var tilfældet med Eichmann. Hun er blevet konfronteret med den banale kendsgerning, at en høj moralsk profil bliver langt vanskeligere at opretholde, når den ledsages af ansvar. Det er ikke spor svært altid at mene det rigtige, når man ikke har noget ansvar for også at efterleve sine høje etiske standarder i praksis. Det er Rønn Hornbech ikke den første, der er blevet konfronteret med. Det kan endog være en sund øvelse at udsætte idealerne for pragmatikkens lakmustest. Men at lukke individuelle holdninger inde bag en mur af tavshed for at kunne administrere en politik, man fundamentalt set finder uantagelig, det er et svigt – ikke blot af personlig integritet og etik, men også af demokratisk ansvar.

Det er ikke ondskab. Det er ynkeligt.





Retorik – til højre og til venstre

3 09 2010

“Det er positivt, at danskerne har gennemskuet, at euroen er en del af problemet – ikke en del af løsningen”. Det er en retorik, vi kender. Hvis der er nogen, der har taget patent på at vide, hvad danskerne i virkeligheden mener, uagtet hvordan mandaterne iøvrigt er fordelt, så er det Dansk Folkeparti. Det er DFs egen selvforståelse, at partiets eksistens og politik er retfærdiggjort i, at DF er partiet, som taler danskernes sag, dér hvor andre partier plejer særinteresser.

Derfor er fortsættelsen af ovenstående sætning måske lidt af en overraskelse: “… udtaler Per Clausen, EU-ordfører for Enhedslisten.” Udtalelsen falder i en pressemeddelelse fra Enhedslisten, der er et ganske interessant studie i retorik. Samtidigt er det et vidnesbyrd om, i hvilken grad Dansk Folkeparti har formået at sætte sig på den retoriske dagsorden i dansk politik.

Pressemeddelelsen kommer som en kommentar til, “at kun 32 procent af befolkningen vil stemme ja til euroen” (min kursivering, som det er også er tilfældet i det følgende). Umiddelbart står de 32 procent af befolkningen lidt i modsætning til konstateringen af, at danskerne har gennemskuet euro-propagandaen. Det er immervæk næsten en tredjedel, der ikke er inkluderet i den ubestemte størrelse danskerne. Retorisk løses den modsætning dog med det lille adverbium kun, der får de 32 procent til at fremstå som en mindre, og derfor ubetydelig andel af danskerne. Så Per Clausen kan uanfægtet fortsætte: “Danskerne står fa[s]t på at bevare de sidste rester af den danske selvstændighed til selv at bestemme vores økonomiske politik.” Her er det sagens alvor, der understreges. Det er ikke kun selvstændighed, men de sidste rester af den danske selvstændighed, som er på spil. Det er de nationale – hvis ikke nationalistiske – følelser, der appelleres til.

Men der er håb om, at den danske selvstændighed kan reddes. For danskerne er ikke et folk, man løber om hjørner med. De har gennemskuet propagandaen. Ordet gennemskuet indikerer samtidigt, at nogen spiller med fordækte kort. “Netop derfor er det så grotesk, at regeringen forsøger at luske en de facto tilslutning til euroen igennem”. Regeringen er synderen, der forsøger at luske en politik igennem, der ikke har danskernes opbakning. Det er ikke alene grotesk, men grotesk. Igen et lille adverbium med stor virkning, hvilket fremstår desto tydeligere, når man ser, hvad det skal bygge op til. “Dette forræderi mod den danske befolkning, som flere gange har afvist euroen ved folkeafstemninger, skal forhindres.” Intet mindre end et forræderi. En veritabel dolkestødslegende bringes i spil.

Det kalder naturligvis på handling. “Derfor kræver Enhedslisten overførsel af mere magt til EU sendt til folkeafstemning, før den bliver gennemført, slutter Per Clausen.” Efter hele vejen at have fungeret som talerør for danskerne kommer Enhedslisten nu på banen og kræver. Man kan naturligvis indvende, at med 4 medlemmer af Folketinget, er Enhedslisten ikke i en position, hvor de kan kræve så forfærdelig meget. Men retorisk har pressemeddelelsen netop forsøgt at etablere en situation, hvor det ikke er 4 ud af 179 medlemmer af Folketinget, som kræver, men danskerne. Enhedslisten verbaliserer blot, hvad danskerne ikke har formået at give udtryk for med deres egen stemme.

At slå på den nationalistiske retorik er ikke forbeholdt Dansk Folkeparti og højrefløjen. Når det drejer sig om at tale for en sag, der er forrådt af regeringen og det flertal, der trods alt har deres stemmer fra selv samme danskere, er der åbenbart ikke større blufærdighed på venstrefløj end man finder på højrefløjen. Man behøvede formodentlig ikke udskifte et eneste ord i Enhedslistens pressemeddelelse for at kunne udsende den på vegne af Dansk Folkeparti. Hvem ville finde noget underligt i ordvalget, hvis det havde været Morten Messerschmidt, der havde udtalt sig i stedet for Per Clausen? Når det drejer sig om at vide, hvad danskerne mener – uden smålig skelen til mandatfordeling og stemmeafgivnng – så står Enhedslisten og Dansk Folkeparti hinanden ganske nær.





Historien om et bebudet nedbrud

5 03 2010

Det er fredag den 5. marts og dermed er dagen oprunden, hvor vi alle kan gå ind i vores skattemappe og se, om vi skal have penge tilbage i skat eller tværtimod er statskassen penge skyldig. Det er der selvfølgelig mange, der gerne vil vide, og kilden til information er Skats hjemmeside. Og som forventet, så er belastningen blevet for stor, og Skats hjemmeside er gået ned.

Det er ikke godt. Politikere er hurtigt ude og kræver handling af skatteministeren. Således skatteordfører Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti: “I dag er store årsopgørelsesdag for 2009 og det dur derfor ikke, at Skats hjemmeside allerede fra morgenstunden er brudt helt ned, så man ikke engang kan komme ind på den og få oplyst, om man er i plus eller minus for 2009”. Derfor kræver Mikkel Dencker, at skatteminister Troels Lund Poulsen får det som en bunden opgave at få styr på Skats hjemmeside, så vi i fremtiden kan blive forskånet for at få Store Årsopgørelsesdag spoleret af utilstrækkelig teknologi.

Således er det åbenbart blevet endnu en rettighed, vi har krav på at få indfriet, at der skal være øjeblikkelig adgang til årsopgørelsen i samme sekund, den er frigivet. Hvorfor det er så vigtigt står hen i det uvisse. Men nu er Store Årsopgørelsesdag blevet en festdag på linje med så mange andre, og dermed er det også blevet et politisk højt prioriteret anliggende, at festlighederne ikke må forstyrres af nedbrud hos Skat. Vi har krav på at vide, om vi har til gode eller om vi skylder. Og det skal være nu.





Lømmellogik

14 12 2009

Man kan forestille sig et stormagasin – lad os for nemheds skyld kalde det Magasin – en juletravl lørdag i december. Man kan forestille sig, at der blandt Magasins tusindtallige kunder også befinder sig enkelte, der ikke har til hensigt at betale for deres varer. Man kan forestille sig, at der blandt Magasins ansatte opstår mistanke om, at nogen har begået butikstyveri. Men i den tusindtallige skare kan det være svært at skelne de ærlige kunder fra butikstyven. Hvad gør man så? Man kan forestille sig, at man anholder samtlige kunder i Magasin, bagbinder dem med strips og anbringer dem i ubekvemme stillinger på det kolde fortov foran Magasin, hvor de får lov til at sidde i timevis indtil butikstyven er identificeret. Efter en kollektiv undskyldning får kunderne derpå lov til at gå igen.

Eller rettere: det kan man ikke forestille sig. Behandlede Magasin sine kunder på den måde, så ville stormagasinet hurtigt måtte dreje nøglen om. Men det er sådan, den såkaldte lømmelpakke nu har vist sig at virke i praksis. Ud af 968 anholdte efter lørdagens demonstration er 3 efterfølgende blevet sigtet. Eller med andre ord: 0,3 % af alle anholdte har efterfølgende kunnet sigtes for lovstridige forhold. 99,7 % af alle anholdte havde ikke gjort noget påviseligt ulovligt. Politikere, der forsvarer politiets indsats, forklarer, at det i så stor en demonstration kan være vanskeligt at skelne almindelige, fredelige demonstranter fra de få, der vil lave ballade. Derfor må man acceptere, at der i en såkaldt præventiv anholdelse også bliver arresteret mennesker, der ikke har gjort andet end at benytte sig af deres grundlovssikrede ret til at demonstrere. Hellere 300 uskyldige der bliver anholdt end en skyldig, der går fri.

Andre har argumenteret med, at den store demonstration forløb fredeligt, fordi politiet med sin masseanholdelse fik isoleret de få, der ønskede at lave ballade. Det argument forudsætter, at demonstrationen ville være endt i optøjer, hvis ikke politiet havde grebet præventivt ind. Hvad nu hvis demonstrationen under alle omstændigheder var forløbet fredeligt, fordi det faktisk var de demonstrerendes hensigt? Men den hensigt var der på forhånd sået tvivl om. Går man med i en demonstration, hvor nogle måske vil lave ballade, så må man også være indstillet på, at man kan blive anholdt til trods for, man ikke selv har gjort noget. Det er lømmelpakkens logik. De, der trods det alligevel vælger at gå med i demonstrationen, har med lømmelpakkens bagvendte logik tilkendegivet, at de er parat til at acceptere en mulig anholdelse. Ville man ikke risikere anholdelse, kunne man jo blot have afstået fra at gå med i demonstrationen.

Tænk hvis den samme logik gjorde sig gældende for Magasins kunder. Det er altid muligt, at der blandt kunderne befinder sig en butikstyv. Ved at handle i Magasin har man indvilget i, at man kan blive mistænkt for butikstyveri. Og hvis man ikke vil risikere en sådan mistanke, så kan man jo bare handle et andet sted.





Pavlovs hunde gør igen

28 10 2009

Så kom det frem, at en gruppe amerikanske muslimer i Chicago forberedte et terrorangreb mod Jyllandspostens domicil i Viby og havde planer om at dræbe Flemming Rose og Kurt Westergaard. Dybt alvorlige, men næppe overraskende nyheder. Lige siden Muhammed-krisen flammede op, er vi blevet forberedt på, at Danmark efter de famøse tegninger er kommet i islamistiske ekstremisters søgelys.

Skønt vi altså har været forberedt på, at det blot var et spørgsmål om tid, så giver danske politikere ikke desto mindre udtryk for bestyrtelse over nyheden. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti udtaler, at han er chokeret over terrorplanerne mod Jyllandsposten. Nu er det vel få, der som Dansk Folkeparti har belært os igen og igen, at det er lige netop den slags, vi kan forvente af de muslimske fanatikere. De kommer med bomber og terror mod vores demokratiske fundament: ytringsfrihed. Men åbenbart tror Dansk Folkeparti ikke på deres egen retorik. Hvorfor ellers blive chokeret, når deres værste anelser tilsyneladende viser sig at være sande. Eller det er måske bare Peter Skaarup, der forsøger at hykle sig til lette point hos kernevælgerne.

Dansk Folkepartis hykleri er heller ikke nogen nyhed. Værre er det, at partiet nu igen benytter lejligheden til at kræve terrorloven strammet. Ifølge Politiken vil Dansk Folkeparti nu genfremsætte et forslag om, at personer, der har ytret sig “demokratifjendtligt” skal kunne nægtes indrejse i Danmark, samt give politiet mulighed for at scanne hele boligblokke og foranstalte øget videoovervågning. Både Socialdemokraterne og Venstre er indstillet på at få undersøgt om PET skal have yderligere midler og beføjelser.

Der har ikke været succesfulde terrorangreb på Vesteuropa siden bomberne i London 2005. At FBI og PET nu i samarbejde har afsløret et muligt terrorangreb i planlægningsfasen, vidner om at det internationale terrorberedskab fungerer. Ikke desto mindre ser vi politikere, der reagerer som pavlovske hunde på nyheden og straks kræver stramninger. Uden at kende sagen i detaljer, uden at vide hvordan det lykkedes at afsløre planerne, er der politikere, som mener at vide, at den nuværende lovgivning ikke er vidtgående nok. Man har med held afværget et muligt terrorangreb. Hvis den lov, hvormed man har afværget det, ikke er vidtgående nok, hvad er det så en mere vidtgående lov skal “beskytte” os mod? Er det så andet end især et partis ønske om at kunne kontrollere og overvåge bestemte befolkningsgrupper endnu mere, end det allerede er tilfældet i dag?

Heldigvis er der også de, der maner til besindighed. Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, udtaler: “Et af terrorens mål er at få politikerne til at overreagere og indskrænke friheden. Og politikerne hopper på limpinden hver gang. Det er i bund og grund at gå terroristernes ærinde.” Som bekendt er der politikere, der helst så Bonnichsen holdt sin mund. Det er muligt, det er vores stålsatte vilje til at forsvare ytringsfriheden, der har gjort os til potentielle mål for terrorangreb. Det er dog ikke ensbetydende med, at folk som Bonnichsen kan, skal og bør udtale sig om hvad som helst. Taknemmelighed over, at vi har ytringsfrihed, kommer bedst til udtryk, hvis vi holder kæft.

Det er vel derfor, Peter Skaarup udtrykker chok over nyheden om terrorplaner mod Jyllandsposten. I virkeligheden kommer nyheden meget belejligt for Dansk Folkeparti. Så bliver der lejlighed til at gentage øvelsen, hvor vi trænes til at reagere som Pavlovs hunde.

Roll over. Play dead. Good dog. Og stem for stramningerne.