Tilbage i 1991 var Nirvana og “Smells Like Teen Spirit” noget af en åbenbaring. Som Sex Pistols gjorde med “Anarchy in the UK”, så både redefinerede og genopfandt Nirvana rockmusikken. “Smells Like Teen Spirit” er blevet en af rockhistoriens milepæle og selvfølgelig er der gjort mange forsøg på at om- og genfortolke sangen. På papiret lyder det som en umulig mission, når Paul Anka og et bigband kaster sig over denne klassiker. Men…
For nogle vil det givet være den rene blasfemi, men “Smells Like Teen Spirit” gør sig faktisk forbløffende godt som swing.
Der findes en række andre fortolkninger. I den mere obskure afdeling finder vi en ukulele-version ved The Ukulele Orchestra of Great Britain. For den dramatiske udgave kan vi gå til Tori Amos. Den heroiske version er naturligvis Patti Smith. Parodien står Weird Al Yankovic for. Og endelig en betagende smuk, melankolsk version for kor: Scala & Kolacny Brothers.
Det siger noget om sangens kvalitet, at uanset hvordan den tolkes, så fremstår “Smells Like Teen Spirit” stadig som en fantastisk sang. Det er bedre end noget andet et vidnesbyrd om, at Nirvana ikke bare var et band fra Seattle, der tilfældigvis blev en del af grunge-bølgen, og at Kurt Cobain ikke bare var en sangskriver, som ramte noget i tiden, der havde behov for et udtryk.
Og så er Nirvanas egen udgave stadig et af de bedste rocknumre overhovedet.
Krogholms weblog II 
Cobain nailed it in one. Kun i den virker det som om, der er en reel sammenhæng mellem tekst og musik.
Og big band – det holder bare ikke. Hvad bliver det næste? At du begynder at linke til James Lasts fanklub? 😀
Hej Claus
– håller med dig: det var verkligen något särdeles med “Teen Spirit” – tror det var första låten som gick varm både på Alternative Nation och Headbangers Ball på MTV. Låten var påfallande lik en låt som ett band jag spelade i under 89-90 kasserade som alltför “enformig” (samma ackord i vers och chorus – nej, det går inte!). Nå, vi hade inte blivit Nirvana, så den kontrafaktiska effekten av det är nog tämligen obetydlig.
Här en mash-up på Teen och Sloop John B. Till samlingarna!
Gott nytt!
/j
James Last er måske en af de få, der faktisk ville kunne ødelægge “Smells Like Teen Spirit”, hvilket i sig selv gør ham værdig til at blive nævnt her http://www.jameslastas.co.uk/
For mig at se siger det noget om en sangs kvaliteter, hvor mange forskellige fortolkningsmuligheder den rummer. I nogle tilfælde er det coverversionen, der til fulde realiserer en sangs potentiale. Det gælder dog ikke “Smells Like Teen Spirit”. Nirvanas udgave er uovertruffen, men det sagt, så finder jeg faktisk, der er mange kvaliteter også i de forskellige versioner, jeg har listet ovenfor. Andre har selvfølgelig lov til at have deres mening derom, men jeg synes ikke der er nogen grund til at være så puritansk, at man afviser alle andre udgaver end lige originalen.
Tak for den, Jonas. Det fungerer faktisk ret godt sammen. Kurt Cobain og Brian Wilson kunne have lavet et fantastisk band.
Et andet mash-up der fungerer helt ok er “Teen Spirit” og så Britney “Gimme more” – især omkvædet. Og Britney minder jo efterhånden en hel del om Courtney Love, så det giver mening http://www.youtube.com/watch?v=k2QsqArv814
“I nogle tilfælde er det coverversionen, der til fulde realiserer en sangs potentiale”
Ja, og det er der et sjovt eksempel på her:
Og den originale er her:
Og her et samarbejde:
Selv kan jeg bedst lide White Stripe versionen…
Sjovt nok er det sket før for netop hende.
og her i sangens fulde potentiale
Ja, nu gik der lige sødsuppe i den. Men altså….som modvægt til rocken…
🙂
Hmm… jeg må indrømme at jeg har meget svært ved at se kvaliteterne i en swingversion som gør nummeret happy happy eller en korversion som dræber al dynamik.
Puritansk? Måske. Eller også stiller jeg blot det krav at musik og tekst skal arbejde sammen.
@ Lotte: Lækker version White Stripes har lavet. Den havde jeg ikke hørt.
Nu vi er ved coverversioner der er bedre end originalen så vil jeg da også være med:
Johnny Cashs version af Hurt: http://www.youtube.com/watch?v=SmVAWKfJ4Go
kontra
Nine Inch Nails originale: http://www.youtube.com/watch?v=tgSWRicWIy4
Der kan også opstå interessante ting, når musik og tekst arbejder mod hinanden. Det jeg kan lide ved korversionen er, at den tager fat på den melankolske dimension i sangen – og derfor giver det mening at tage al dynamik ud af den. John Cale har gjort det samme i nogle af sine udgaver af “Heartbreak Hotel”.
Kan du uddybe, hvordan du ser musik og tekst arbejde sammen i Nirvanas udgave. Teksten er ret obskur. Jeg har aldrig helt kunnet afgøre med mig selv, hvorvidt der er en dybere mening, eller om det er det rene nonsens (“A mulatto/ An albino/ A mosquito/ My libido”?). Al Yankovic er i hvert fald af den opfattelse, at det er nonsens, jvf. hans version:
“What is this song all about?
Cant figure any lyrics out
How do the words to it go?
I wish youd tell me, I dont know
Dont know, dont know, dont know, oh no
Dont know, dont know, dont know…”
Johnny Cash er et kapitel for sig, når det drejer sig om coverversioner. Han har (havde) en evne til at få det til at lyde som om, det var hans version, der var originalen. Selv når det drejer sig om Nick Cave http://www.youtube.com/watch?v=ZGGSTiDOjKU
“Hurt” bliver heller ikke dårligere af, at det er en af de allerbedste musikvideoer, der nogensinde er lavet. Her er der virkelig samspil mellem musik, tekst og billede.
Lækker version White Stripes har lavet.
Jeps. Den er super cool. Og selvfølgelig endnu bedre på CD´en.
Det (lidt) patetiske, som der ikke er noget galt med, forvandles til et nummer der sparker røv – fordi det vedkender sig det noget patetiske. Jeg mener, hvem gider/burde lige elske en, der gør det med en anden? Der opstår et forsvar og en accept for tilstanden i lidelsen, det kan jeg godt lide. Den del fanger Dolly ikke. (Jo i filmen og der er det manden der er lidt patetisk i sin kærlighedsærklæring) men ikke i sangen, hvis man sorterer filmen fra. White Stripe har smerten med.
Yankovics kommenterer vel ikke blot på tekstens øjensynlige meningsløshed, men også på at det er svært at høre, hvad de synger. Da den kom frem lavede MTV fx en version med undertekster, fordi de mente at det var umuligt at forstå hvad Cobain sang. Når det så er sagt, så er det klart, at det nok vil være svært at lave en forkromet læsning af teksten. Alligevel er der jo dog nogle strukturer. Den væsentligste er vel den konstante omvending – både af common sense og af tekstens egne elementer.
Eksempelvis ”it’s fun to loose”. Udsagnet synes kontraintuitivt og samtidig en accept af passivitet og ligegyldighed. Den modstiller sig imidlertid første linjes noget mørkere ”load up on guns” (der vel er opfordring til aktion). Når vi kommer til omkvædet, så bliver netop tabet og passiviteten iscenesat i endnu en omvending. Musikken bliver støjende og aggressiv – passiviteten og tabet bliver til agens: Et imperativ om underholdning fra omverdenens side (Here we are now / Entertain us). Altså et krav om forløsning i passiviteten (om ”fun” i tabserfaringen). I sætningerne “I found it hard / Its hard to find” synes nummeret at lægge sig selv i forlængelse af rocktraditionens tendens til Weltschmertz (det understreges jo også af alle tabsbillederne (load up your guns, throw overboard osv.), men katharsisen negeres i efterfølgende sætning ”Oh well, whatever, nevermind”. Det _kan_ altså ses som en afvisning af rocken/musikken/tekstskrivningen som forløsningsstrategi. Tilbage er blot besyngelsen af ligegyldigheden. Ordene er ligegyldige, for de kan ikke reelt udfri jeget fra dets tabsrolle (”A mulatto / an albino…” er lige så gode udsagn for meningsløsheden og lige så frigørende som ethvert andet udsagn). På den vis etablerer nummeret en spænding mellem omfavnelsen af tabet og passiviteten og revolutionens/det katharsiske krav om forløsning og omvæltning. Resultatet bliver netop omkvædets revolutionære ikke-udfrielse: ”Here we are now / Entertain us”.
Mit problem er, at den ubestemthed mellem passivitet og agens, mellem tabserfaring og forløsning, ikke er at finde i coverversionerne. De forfladiger nummeret til én dimension. Brudflader negeres af det tykke lag glasur, deres særegne stil lægger ned over nummeret (en stil som intet har med nummerets udtryk at gøre vel at mærke). Hvis vi tager Paul Ankas version først, så bliver det alt for laid back. Hvor er smerten og mørket som vel netop er en af polerne i Nirvanas nummer? Og Scala og Kolacnys version er endnu værre. Havde de så blot udforsket nummerets melankoli, kunne det have været interessant. Men de skøjter jo unuanceret hen over enhver dynamik. Det bliver til et tapet af (vel?)lyd. Hvis man hører deres andre coverversioner, bliver det imo også ret tydeligt, at de kun kan én ting. Alle numrene udsættes for samme behandling. Alle numre bliver ens i deres kvalmende sukkerlyd.
Men den grundlæggende problemstilling handler nok om, at vi fordrer forskellige ting af coverversioner. Du synes (og nu lægger jeg dig måske ord i munden) at betone covernummerets overraskende effekt: ”sådan kunne det også gøres”. Mens jeg mener, at det er meningsløst at lave et covernummer, hvis man ikke vil sige noget med det; finde frem til en kerne. Min kæreste, der er klassisk musiker, sammenlignede korversionen med de tandløse bargain bin indspilninger af diverse klassiske værker. Det bliver en flad kop te, hvor nuancerne forsvinder fuldstændig (især for sådan nogle som os der ikke lige er så opmærksom på dissonansen i det og dét fordi vi har hørt meget voldsommere ting).
Jeg er klar over, at min læsning er meget sporadisk og minimal. Men det var hvad der var tid til her og nu. Eventuelle uddybelser sker nok ikke før onsdag. 😀
Godt nytår.
Spørsmålet om hva som er en god coverversjon lar seg nok ikke løse umiddelbart, men i diskusjonen her synes jeg også det kommer inn et spørsmål om hva som er en god “original.” Altså, en låt som er “god” å covre. I en viss forstand er det to forskjellinge spørsmål. Man kan vel tenke seg at det finnes gode coverversjoner også av mindre gode låter – jeg kommer ikke helt på et godt eksempel her – og man kan også tenke seg gode låter som ikke umiddelbart er enkle å covre. Samtidig er det vel i forbindelsen mellom “original” og cover at herværende diskusjon blir interessant.
Jeg er enig i at Smells Like Teen Spirit tåler disse ulike coverversjonene, og synes ikke de ødelegger for “originalen.” At en cover henter fram – eller viser fram – andre dimensjoner i låta enn det originalen gjør er vel sånn sett en av dimensjonene ved coveren, men, og det opplever jeg vel at er Claus’ argument her, det er også en dimensjon ved “originalen” – “originalen” tåler å bli covret uten at den dermed forsvinner; snarere kan coveren endre vår måte å lytte til originalen på. Og det er vel én av de dimensjonene som skjer ved Ankas versjon her. Noen ganger endrer jo coverversjonen også “originalen” nærmest for alltid – det er vel tilfellet med Jimi Hendrix’ utgave av “All Along the Watchtower” (for nå å ta det typiske eksemplet). Andre ganger er det nærmest som om man covrer coveren, som vel er tilfellet med Jeff Buckleys (og Rufus Wainwrights) “Hallelujah” som mer er cover av John Cales cover enn av Leonard Cohens “original.”
Endelig, og til forholdet mellom tekst og musikk. Mens Henrik skriver at musikk og tekst skal arbeide sammen mener jeg at man skal stille spørsmål ved selve denne oppdelingen. Ja, det er et skille her, men en sang er – eller kan være – noe annet enn et dikt med musikk. Musikken og teksten henger sammen, i sangstemmen, men dermed også i låta. Man kunne dermed like godt stille spørsmål ved om sangstemmen og akkompagnementet arbeider sammen, og det ville måske i større grad si noe om coverversjoner. Som oftest er jo melodien gjenkjennelig, mens det er endringer i akkompagnement, gjerne endringer av musikalsk stil – der man samtidig ofte spiller med gjenkjennelige stilkarakteristika (gjerne stereotype dimensjoner) for å få fram ulikheten (men ulikheten i likheten). Jeg tror vel heller ikke på en sangens “kjerne” – verken i original eller cover – men det er sånn sett en annen diskusjon…
Jeg er meget enig i Eriks kommentar. Der er nogle principielle ting her, der angår forholdet mellem cover og original, som er interessante. I modsætning til en fortolkning så forudsætter en cover-version vel en original, og det rejser det vanskelige spørgsmål: hvad er en original-version? Hvis cover-versionen kun kan vurderes i sit forhold til originalen, så må vi til at diskutere, hvad sangens/originalens ‘kerne’ er, og det er problematisk. Det bliver hurtigt til essens-tænkning. Det synes jeg, der er træk af, når du, Henrik, problematiserer, at kor-versionen mangler dynamik. Det er som om, du ser dynamikken som noget essentielt i ‘Teen Spirit’, der forkrøbler sangen, når man fjerner den. Men jeg synes faktisk din ellers glimrende udlægning af sangen forholdsvis uproblematisk også kan bruges som argument for, at sangen skal fremføres uden dynamik. Fraværet af dynamik peger netop på det fravær, der karakteriserer melankoli.
Mere generelt så ser jeg umiddelbart tre typer af cover-versioner:
1) Cover-versionen er tro mod originalen.
2) Cover-versionen fremhæver sider af sangen, der ligger som potentiale i originalen, men ikke kommer frem.
3) Cover-versionen ændrer originalen radikalt.
Der findes sikkert flere, og der er undergrupperinger under de enkelte. Man kan måske også tale om to forskellige æstetiske strategier. Nå du, Henrik, taler for overensstemmelse mellem musik og tekst, så lægger du dig op ad en klassisk æstetik, der fordrer overensstemmelse mellem form og indhold. En modernistisk æstetik ville derimod problematisere og udfordre dette forhold. Nu tror jeg ikke Paul Anka har noget specielt modernistisk projekt, men intentionaliteten er sådan set underordnet her. I swing-versionen bliver forholdet mellem form og indhold interessant, fordi de spiller mod hinanden. Og der er da i hvert fald dynamik i den version! Det er også meget påfaldende, at Paul Anka åbenbart ser sig nødsaget til at gentage to gange, at han har tænkt sig at synge Nirvana, fordi det i den grad virker ‘forkert’.
Hvis det er meningsløst at lave en cover-version, hvis ikke man vil sige noget med det, så må vi holde fast i intentionalitet som noget helt centralt. Det er jo blevet problematiseret i en række sammenhænge. I stedet for at fokusere på, hvad man vil, så bør fokus være på, hvad man gør, og det har været det, jeg har ønsket med disse forskellige versioner af “Smells Like Teen Spirit”. De gør alle noget forskelligt.
@Claus
Off topic. Men du skriver:
overensstemmelse mellem musik og tekst, så lægger du dig op ad en klassisk æstetik, der fordrer overensstemmelse mellem form og indhold. En modernistisk æstetik ville derimod problematisere og udfordre dette forhold.
Jeg ville mene, at også en enhver udfordring eller problematisering af forholdet mellem form og indhold er dømt til at lande i essenstænkning, man flytter bare essenten til et andet sted. Forestillingen om en anden kerne. Upåagtet hvad kommer man frem til en kerne, der aldrig bare er ingenting.
Jeg tænker ikke specielt på musik her. Det kunne principielt set være hvad som helst.
Mener du, at man kan tænke helt udenom en kerne? Undgå nogen form for essenstænkning,
(kunne være cool om du vil overveje, at give sådan en debat en selvstændig tråd. Bare en opfordring)
Dette er en rasende interessant diskussion, og efter min mening indtil videre også meget vellykket. Gode indlæg, især omkring “Smells Like Teen Spirit”, der vitterligt er et af verdens bedste rocknumre.
Jeg forstår godt Henriks indvending, og samtidig forstår jeg Claus’ interesse for disse coverversioner. Og fordi debatten er så god bliver det helt klart hvad det er for forskellige kriterier man kan have til coverversioner. Af Claus’ tre typer har jeg aldrig fundet 1) interessant, mens både 2) og 3) kan være det – i 2) ligger succeskriteriet indeholdt i definitionen, mens der i 3) også kan forekomme dårlige dekonstruktioner.
Mit yndlingseksempel på en dårlig coverversion er U2’s “Helter Skelter”, som med stor selvglæde “stjæler nummeret tilbage” fra Charles Manson ved at lave en tandløs mainstreamudgave, der i stedet for at forløse potentialerne misser dem alle. Og så gør det det ikke bedre at tusindvis af mennesker kun kender U2’s version og har den fordom at den er vildere en Beatles’ – intet kunne være mere forkert – den er et studie i tamhed. Så hellere Siouxsie & The Banshees’ version, hvis det endelig skal være.
Et af mine yndlingseksempler på en god coverversion er PJ Harvey og Björks udgave af “Satisfaction”. Et helt andet tempo og en helt anden stemning og et andet køn som forener 2) og 3) efter min mening.
Lotte: Jeg kan ikke se, hvorfor en problematisering af forholdet mellem form og indhold ender i essenstænkning. Kan du uddybe.
Jeg er enig med Torben, både i de dårlige og gode eksempler på covers og i de mere generelle betragtninger. Efter min mening er der ikke nogen ‘regler’ for, hvad, hvem og hvordan man kan lave coverversioner, og der er heller ikke nogen opskrift på, hvordan man laver en god coverversion. Det jeg generelt finder interessant – eller det der gør en coverversion interessant – er, når coverversionen er en udforskning af et nummers muligheder (og det betyder typer 2 og 3). Et af mine yndlingseksempler er John Cales talrige fortolkninger af “Heartbreak Hotel”, der gennem årene har formet sig som en stadig udforskning af den sangs potentialer. En udgave her: http://www.youtube.com/watch?v=UpJdkJoHwIc
En anden favorit er Flying Lizards version af Eddie Cochrans “Summertime Blues”, der totalt fjerner ethvert spor af blues eller andre affekter fra sangen. Desværre er den forsvundet fra Youtube, så det biver i stedet deres knap så radikale udgave af “Money” http://www.youtube.com/watch?v=kHs-6xnMEdE
Og endelig, nu Torben har bragt “Satisfaction” på banen, så er den her med Devo: http://www.youtube.com/watch?v=CvcuaJy9OwI
Jeg skal være den første til at beklage mit valg af ordet ”kerne” fordi det rettelig giver indtryk af essenstænkning, som såvel Steinskog som Krogholm da også pointerer. Man kan vel sige, at jeg er essentialist i den forstand, at jeg mener at sandhed stadig er og bør være målet for kunst, om end jeg ikke nærer illusioner om kunstens evne til at fastholde sandhed i en blivende form.
Alligevel er det et uheldigt udtryk, som rummer mange konnotationer som ikke korresponderer med det, jeg mener. Hvis jeg skal prøve at præcisere, så mener jeg ikke at et musikalsk værk som sådan har en kerne, men det har nogle strukturer, nogle brudflader, som er nødvendige at bibeholde, såfremt værket ikke forfladiges.
Herigennem bliver det måske også tydeligt, at jeg er tilhænger af et forholdsvist autonomt værkbegreb, hvilket jeg fornemmer kan være endnu en grund til, at vi går fejl af hinanden. På trods af at det er cover-versioner, vi taler om, vil jeg altså insistere på, at det enkelte værks kvaliteter er uafhængig af dets relation til en original. Altså at en vurdering af et givent værk må tage udgangspunkt i dets immanente strukturer. Tager man udgangspunkt i relationen til originalen, det coverversionen kan belyse i originalen eller den merbetydning, som opstår i coverversionens udtryk som følge af modificeringen af originalen, så anskuer man kunstværket udefra. Det resulterer i sidste ende i, at vurderingen af kunsten ikke bliver et spørgsmål om et værks immanente formarbejde. I stedet underordnes det enkelte værk den ydre samfundsmæssigheds nyhedsfetich. Værdien af et værk handler ikke om, hvorvidt værket er et adækvat udtryk for vores ruinøse liv, men blot om den siger det på en ny og gerne overraskende måde. Kunsten opsluges totalt af vareformen.
Også ideen om at der skal være sammenhæng mellem form og indhold hænger i høj grad sammen med mit krav om at kunsten i en vis grad skal være autonom (når det kun er i en vis grad, skyldes det, at kunstværkets ydre udgangspunkt naturligvis er udtryk for en samtidighed med samfundet, men at det, når det har materialiseret sig som værkets materiale, transformeres og overskrides i det værkimmanente rum). Her er netop sammenhængen mellem form og indhold essentiel i forsøget på at lukke værket mod udefrakommende overgreb. Jeg forstår ikke rigtig Krogholms henføring af en sammenhæng mellem form/indhold til en klassisk æstetik frem for en modernistisk. Tværtimod vil jeg netop mene, at modernismen i allerhøjeste grad arbejder med at forsøge at skabe sammenhæng mellem disse sider, på trods af at udsigelsen ofte vil dreje sig om, at noget sådant er umuligt. Eksempelvis er det vel også derfor Tom Kristensens digte ikke for alvor betragtes som rigtig modernisme i dag. Diskrepansen mellem indholdsfremstillingen af fx subjektopløsningen i ”Nat i Berlin” og udtrykkets harmoniske rimstruktur passer ikke sammen. Ifølge Krogholm er det interessant i sig selv (jf. at swing-versionen er interessant netop udfra samme diskrepans). Værkets enhedskarakter er nødvendig i min optik, fordi det er måden autonomien fastholdes. Men det betyder ikke at værket skal være fri for brudflader – tværtimod. Disse skal blot foregå i værkets indre rum.
Man kan i øvrigt hæfte sig ved, at filosoffer med hang til modernistisk kunst ofte arbejder ud fra en forestilling, om det ønskelige er sammenhæng mellem form og indhold (Fx Adornos ønske om at skrive parataktisk hvor alle sætninger er lige langt fra midten, eller Derridas hypertext i ”Glas”).
I lighed med såvel Krogholm som Sangild finder jeg også coverversion variant 2 og 3 mest interessante. Og jeg har muligvis været for rigid i min afvisning af dekonstruktioner. Det bærende punkt for mig er imidlertid udelukkende om coverversionerne fungerer i sig selv. Altså om de fremviser værkets spændingsfyldte enhed. Jeg kan altså sagtens forestille mig dekonstruktioner, der fungerer fremragende. Pointen er nok blot, at jeg ikke mener det holder, at formindske værkets interne brudflader, kun at forstørre dem. Smells Like Teen Spirit arbejder med dobbeltheder, der øjensynligt kontinuerligt underminerer hinanden, hvorved betydningen flimrer. I Paul Ankas version opgives denne dobbelthed til fordel for en spændingsetablering mellem den glade fremstilling og de mørkere aspekter i sangen. Spørgsmålet er så om Ankas version står og vibrerer mellem bestemthed og ubestemthed på samme vis som originalen formår. Jeg mener det ikke. I stedet mener jeg at den glade fremstilling overgriber og endegyldigt negerer sangens mørkere aspekter.
På samme vis synes jeg også at Scala og Kolacnys version opgiver den betydningsflimren som er at finde i forholdet mellem værkets enkelte momenter. Melankolien fremstilles og forstørres, men på bekostning af alle de andre modsatrettede momenter, som nu blot ligger som rester af en udsigelse, der aldrig blev.
P.S. Jeg er klar over, at vi nu hurtigt bevæger os over i en helt anden diskussion. Men jeg synes det er ret tydeligt at baggrunden for vores forskellige holdninger i sidste ende handler om kunstopfattelse.
P.P.S. Jeg kan også bedst lide Jon Cales version af Heartbreak Hotel og Beatles version af Helter Skelter. Sikkert fordi brudfladerne i disse er tydeligere markerede end i henholdsvis Presleys og U2’s versioner.
Da jeg skrev:
“I stedet underordnes det enkelte værk den ydre samfundsmæssigheds nyhedsfetich. Værdien af et værk handler ikke om, hvorvidt værket er et adækvat udtryk for vores ruinøse liv, men blot om den siger det på en ny og gerne overraskende måde. Kunsten opsluges totalt af vareformen.”
Skulle jeg nok have skrevet følgende for at klargøre min position:
“I stedet underordnes det enkelte værk den ydre samfundsmæssigheds nyhedsfetich. Værdien af et værk kommer blot til at handle om hvorvidt den siger det på en ny og gerne overraskende måde – ikke om det er en adækvat fremstilling af vores ruinøse liv. Kunsten opsluges totalt af vareformen.”
Som det sikkert gikk fram allerede i min forrige kommentar er det også for meg coverversjoner av kategori 2) og 3) som er mest interessante. Og, som vel eksemplene fra Torben og Claus viser, det er ikke alltid like lett å skille disse to fra hverandre. Noen ganger blir de uforløste dimensjonene i en låt kanskje nettopp tydeligst gjennom en “dekonstruksjon” (for nå å kalle det det). Travis’ versjon av “(Hit Me Baby) One More Time” (for nå å anvende Britney-eksempel, siden Claus også arbeider med “Britney-studies”) er vel et slikt eksempel, i det minste så lenge de klarer å holde seg alvorlige i framføringen.
Men til Henriks kommentar om det (relativt) “autonome” verk har jeg lyst å legge til et spørsmål. Hva om vi tenker på den (såkalt) “klassiske” musikken? Hvordan tenker vi når vi diskuterer forskjellene mellom to utgaver av en Beehoven-symfoni (for eksempel dirigert av henholdsvis Nikolaus Harnoncourt og Herbert von Karajan)? Selvsagt er ikke dette “cover-versjoner” i den mening vi her diskuterer. Men det er like fullt to utgaver av “det samme” verk, der våre forventninger og forståelser av “verket” eller verkets “idé” vil være medbestemmende når vi kritisk diskuterer utgavene. Eller vi kunne sammenligne Glenn Goulds utgave av Bachs Goldberg-variasjoner med Keith Jarretts utgave av samme. Hvor finner vi her det “autonome” verk? Er det i piano-notene fra Bach eller er det i innspillingen? Og hvordan forholder vi så to innspillinger til hverandre når de tydelig nettopp er forskjellige?
Jeg innser at dette (delvis) er en annen diskusjon enn forholdet til coverversjoner, men mener samtidig at det er noen likheter her.
Og når vi så er inne på “sannheten” – og siden jeg samler på Dylan-covers og allerede har brakt Jimi Hendrix’ “All Along the Watchtower” inn i diskusjonen, og siden Torben brakte U2 inn i diskusjonen; på “Rattle and Hum” har U2 en utgave av “All Along the Watchtower” der Bono legger til noe ny tekst: “All I got is a red guitar, three chords, and the truth..” Hm, her forsvant like mye for meg som det gjør på “Helter Skelter” (på samme skive). Og jeg blir glad med tanken på at Pet Shop Boys klarte å “dekonstruere” U2s pretentionsness med sin cover av “Where The Streets Have No Name.”
Mht. til sandhed og All Along the Watchtower så vil jeg godt forsvare mig med, at jeg jo blot mener at sandhed er et ikke realiserbart mål, men dog stadig et mål på trods heraf. Der er trods alt en væsentlig forskel på en sådan holdning og U2’s patetiske hævdelse af at besidde den (hos U2 er der da om noget tale om rocken som katarsis i modsætning til Smells Like Teen Spirit). Hvis man opgiver kunstens _stræben_ efter sandhed, så opgiver man, efter min mening, også samtidig Kunsten.
Bestemmelsen af det ”autonome” værk i dine eksempler besværliggøres af, at der er tale om instrumental musik. I forhold til sproglige ytringer er det meget sværere (i hvert fald for mig), at pin pointe strukturer, betydningsenheder osv. Og derfor er det også langt sværere for mig at identificere instrumentalmusiks udtryk (udover i overordnede kategorier som sorgfuld, glad osv.).
Helt overordnet vil jeg dog sige spørgsmålet om autonomi altid må afhænge af, hvorledes en fremførelse gebærder sig i forhold til den historiske konfiguration værket opleves i. Glenn Goulds version kan altså, efter min mening, sagtens være et langt mere adækvat udtryk end en udgave der strengt holder sig til nodepartituret samt en solid forståelse af opførelsespraksis. Man kan så rejse spørgsmålet om hvornår der er tale om samme værk, men det er vist en helt anden diskussion.
Jeg ved at mange klassiske musikere sværger til opførelsespraksis. For mig at se giver det blot ikke nogen mening at fremføre et værk ”autentisk”, såfremt det derved fremtræder ligegyldigt for os, fordi den historiske konfiguration har ændret sig, siden nummeret blev undfanget.
Når jeg i mit forrige indlæg betonede at de iboende strukturer (og dermed brudflader) ikke måtte nivelleres, så er det udtryk for min opfattelse af den historiske konfiguration. Hvis samfundet skulle gå hen og forløse sig selv i et utopia, så vil nivellerede brudflader naturligvis være på sin plads – og byde alt jeg har sagt trods.
Man kunne måske kritisere mig for aldrig at være kommet længere end modernismen, og at min opfattelse slet ikke kan indeholde nyere kunstneriske udtryk så som konceptkunst, videoinstallationer osv. Og der vil man sikkert have helt ret. 😀
Hvis det vanskeliggør tingene, at Eriks eksempler er instrumentale, så kan vi da bare tage opera. Hvordan bestemmer vi det ‘autonome’ værk der?
Det der generer mig lidt, er at du, Henrik, – måske utilsigtet – kommer til at operere med en valorisering: det er negativt, hvis dynamikken dræbes (altså må dynamik være positivt og en kvalitet). Det er negativt, hvis værket forfladiges. Men jeg kan godt forestille mig værker, hvor manglen på dynamik og forfladigelse er en positiv kvalitet. Forfladigelsen kan sagtens være en kunstnerisk og æstetisk strategi. Warhol kunne være et eksempel, der ovenikøbet forholder sig til kunsten som vareform. Og hvad med Duchamp. Pet Shop Boys kan også være et udmærket eksempel; ikke mindst deres forfladigelse af U2s “Where the Streets Have No Name” er en effektiv demontering af originalens ‘dybde’ og ‘dynamik’.
Jeg har det nok med Opera på samme måde, som Sangild har det med Musicals. For mit vedkommende handler det om at Opera synes at være det mest middelmådige valg af alle verdener. Det er skuespil, uden at kunne fortælle en nuanceret historie. Og det er musik tvunget til narrativitet og dermed lange intetsigende stykker (der oftest minder om ren spontansang), som blot skal bringe historien videre, indtil vi endelig atter kommer til højdepunkterne. For mig at se er opera derfor en ufrugtbar genrehybrid som tenderer det vulgære, som følge af de valg og fravalg som genren kræver.
Mht. valoriseringen: Jeg mener ikke at dynamik per se er godt og det udynamiske per se er dårligt. Lige ift. Smells Like Teen Spirit vil jeg dog hævde at nummeret kræver en dynamisk fortolkning for at holde, fordi der er tale om et så modsætningsfyldt nummer, og disse modsætninger går tabt i en udynamisk fremførelse.
Det er sjovt, at du nævner Pet Shop Boys der vel om nogen er det udynamiskes mestre. Jeg har selv dagen igennem gået og tænkt på deres version af Always on my mind, som jeg egentlig synes er bedre end Presleys (selvom hans version også er et af mine yndlingsnumre med ham). Hvis jeg skal forklare, hvorfor jeg mener at det udynamiske fungerer i en sådan version, må det igen henholdes til teksten, som er en ensidig anråbelse af den anden. Een lang undskyldning til en tavs anden. I PSBs version bliver det udynamiske netop en manifestation af grundlaget for undskyldningen: Han har været kold og fraværende i forholdet. Twisten er selvfølgelig at undskyldningen i PSBs version så fortsætter denne selvbeskrivelse og dermed sår tvivl om undskyldningen selv. Altså at nummeret bliver en oprigtig fremstilling af undskyldningens grundlag, nærmere end en oprigtig fremstilling af undskyldningen. Man kunne forestille sig at en svulmende patetisk version af nummeret ville falde til jorden fordi inderligheden ville være utroværdig ift. det fravær der angiveligt var årsag til undskyldningsbehovet.
Mht. Warhol og Duchamp så er jeg heller ikke overbevist om deres kvaliteter, om end jeg nok ville vægte Duchamp højere end Warhol. For Warhol og pokkunsten generelt er det netop bruddet med den abstrakte ekspressionismes autonomikrav som er gældende. Et brud som jeg altså ikke kan tilslutte mig. Og Duchamps urinal (jeg går ud fra at det er den du tænker på) er vel mere et kunsthistorisk end et kunstnerisk anliggende (selvom jeg faktisk tror, man kunne lave interessante læsninger af det værk).
Det er for så vidt greit nok å “ikke like” opera, men Claus brakte det vel inn i herværende diskusjon siden instrumentalmusikk ble et problem. At jeg selv har et helt annet syn på opera – og også et annet syn på musicals enn Torben – er vel sånn sett en helt annen skål. Men det er unektelig noe vanskelig for diskusjonen av hva det autonome verk skulle være i musikalsk forstand hvis man ikke kan forholde diskusjonen til de verker som historisk har vært betydningsfulle nettopp for en slik bestemmelse, der Beethovens symfonier vel nettopp er kroneksemplet.
Jeg synes også det er en problematisk glidning i argumentet vedrørende Pet Shop Boys her. I forhold til Always on My Mind er det altså teksten som blir brukt som argument for Pet Shop Boys’ fortreffelighet, ved siden av en “undynamisk” dimensjon. Jeg er sikker på at vi kan være enige om at “udynamisk” er et dårlig ord, siden det forutsetter en negasjon av dynamisk, og dermed implisitt nettopp bidrar til den valoriseringen Claus påpeker. Men samtidig synes det som om løsningen – eller koden til fortolkningen – av “verket” her ligger i teksten. Det synes jeg er et problematisk ståsted hvis en _musikalsk_ autonomi samtidig skal forsvares.
Hov hov, der var også et par argumenter for at jeg ikke kunne lide opera. Du synes så at være af den modsatte holdning. Men når du ikke selv fremfører argumenter, så lad venligst være med at reducere min holdning til opera til udelukkende at være funderet i personlig smag.
Jeg kan og vil ikke udtale mig om hvilken indspilning af Goldberg-variationerne som er den bedste, fordi jeg overhovedet ikke er kvalificeret til det. Jeg har ikke hørt de nævnte versioner i deres fulde udstrækning og tvivler også på at jeg har simpelthen ikke den musikalske forståelse eller kunnen til at kunne udtale mig kvalificeret om det, hvorfor du er nødsaget til at nøjes med min overordnede beskrivelse af hvorledes, jeg mener, autonomi bestemmes.
I rock- og popmusikkens noget simplere musikalske strukturer er det dog noget nemmere. Det skyldes da klart, at der også som oftest er tekst til, og at denne tekst er også en del af værkets samlede udtryk (jeg køber altså ikke det underlige begreb “musikalsk autonomi” og mener heller ikke at vi er ude i så særlige afarter af en autonomidiskussion). Du kan så anklage mig for, at jeg underordner musikken teksten. Men sagen er den at i de coverversioner, vi har diskuteret (med undtagelse af U2s ændring af en enkelt linje), så er det teksten der har været den blivende værdi mens det har været musikken som har ændret sig, hvorfor det også giver mening netop at forholde det, der varieres til det der er det bestandige.
Og det er sådan set blot det jeg har gjort. Hvis du finder en coverversion af et nummer, hvor coveret består af ændret tekst, men samme lyd, så skal jeg hjertens gerne forholde mig til det.
I øvrigt vil jeg gerne påpege ,at mit argument i foregående indlæg netop var at PSBs udynamiske version var den mest optimale version – altså at det udynamiske (som du jo nu i hvert fald tillægger negativ værdi) faktisk er positivt.
Derudover så synes jeg at I, Krogholm og Steinskog, kommer lidt letkøbt til tingene, fordi I ikke rigtig _vælger_ ret meget andet ståsted end anything goes. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om _jeres_ holdninger til hvorfor dette værk holder mere end hint. Med mindre I altså overordnet set mener, at alt er fint.
@Claus
Jeg kan ikke se, hvorfor en problematisering af forholdet mellem form og indhold ender i essenstænkning. Kan du uddybe.
Ja, men jeg vender tilbage til den ved lejlighed. Udenfor denne tråd
🙂
Oops, jeg mente ikke at alt bare var personlig smak. Men din beskrivelse av opera – som altså er helt ok som smak – er ikke akkurat argumentativ om man vil forholde seg til en diskusjon av operaens (eventuelle) kvaliteter. Du skriver om sangen i opera som om den nesten er uten mening, og kaller den intetsigende – og vulgær (som vel også er en term med ret negativ verdi). Og du hevder at musikken i opera “tvinges til” narrativitet, noe jeg faktisk har ondt for å komme på eksempler på (innenfor operalitteraturen altså). Og ja, jeg har et annet syn på opera (og kan gjerne utdype det ved leilighet), jeg synes vel bare du valgte en litt enkel vei ut av diskusjonen om musikalsk autonomi ved først og ikke ville diskutere instrumentalmusikk og så heller ikke opera. Men det er altså ok.
Hva gjelder “udynamisk” synes jeg ikke det fenomenet vi diskuterer – eksempelvis i tilfellet Pet Shop Boys – er negativt overhodet. Men jeg synes det er et dårlig ord, siden det er konstruert som negasjonen av dynamisk, heller enn at vi forsøker å finne et mer affirmativt ord for den samme effekten. Men jeg tillegger altså ikke fenomenet “udynamisk” en negativ verdi – snarere tvert imot.
Men også her kommer vi inn i interessante problemfelter, ikke minst når du så i forhold til rock/pop taler om “simplere” musikalske strukturer. Her må vel “simplere” kunne sies å være en verdi-dom, men spørsmålet blir så simplere i forhold til hva? Ja, eksempelvis tolvtonemusikk har en mer kompleks melodisk-harmonisk struktur enn de fleste Beatles-låter, men det betyr vel ikke at Beatles dermed med nødvendighet er “simplere” enn all tolvtonemusikk? Og i hvert fall ikke simplere hva gjelder alle musikkens parametre – parametre som også kan uttrykke en kompleksitet. Her er ikke mitt poeng at all musikk skal forstås på samme formel. Snarere tvert imot. Men dermed at “musikalske strukturer” (hva nå enn det er), skal ses i sammenheng med den musikken de i så fall er en del av.
Når det gjelder forholdet mellom tekst og musikk er jeg uenig i at teksten er det eneste som er den “blivende verdi” mens musikken endres. I tillegg til teksten er også melodien det du kaller en blivende verdi, mens det er akkompagnementet som endres (som jeg også skrev i min første post). Og melodien er en blanding av musikk og tekst. Jeg er selvsagt enig i at teksten er en integrert del av låta, men den eksisterer sammen med musikken. Dermed blir eksempelvis PJ Harvey/Björk-utgaven av Satisfaction også annerledes på musikalsk nivå gjennom at teksten synges av kvinnestemmer heller enn herrestemmer. Et annet eksempel i forhold til Satisfaction er Cat Powers – http://youtube.com/watch?v=GzlAByyg7qY – selv om denne er bedre på plate (“The Covers Record,” 2000) enn på denne YouTube-linken.
I forhold til tekst/musikk-problematikken vil jeg også nevne Bill Frisells cover (eller versjonering) av Dylans “Just Like a Woman” (fra Frisells “Have A Little Faith,” 1993), der Dylans låt spilles uten tekst – men der i det minste jeg likevel hører en coverversjon, og der det er de musikalske dimensjonene i strengere forstand som gjør versjonen til det den er.
Jeg skal ellers gjerne bringe videre mer av mine egne estetiske dommer her, men enn så lenge ville jeg bare lige si at det ikke var min mening å være konfronterende her i en diskusjon jeg mener er både interessant og viktig.
Weird Al Yankovic har givet “Smells Like Teen Spirit” en ny tekst, mens musikken er den samme. Man kan selvfølgelig hævde, at så er det ikke længere en coverversion, men en parodi. I Yankovics tilfælde vil jeg dog mene, at hans parodier kun fungerer, fordi de samtidig er coverversioner. Det gælder også hans versioner af Madonna (“Like a Surgeon”) og Michael Jackson (“I’m Fat*).
Et eksempel på at man med ganske stor effekt kan ændre teksten i en coverversion finder man i Laibachs udgave af Queens “One Vision”. Ved at oversætte teksten til tysk – “Geburt einer Nation” – betones nogle latente sider af Queens nummer, som man vist roligt kan kalde totalitære http://www.youtube.com/watch?v=1YE_j0xIsJA
Endelig vil jeg sige, at i princippet mener jeg at ‘anything goes’. Det hele handler om, hvordan resultatet bliver. Der findes gode og dårlige coverversioner, men jeg mener ikke, der er hverken æstetiske, etiske eller juridiske begrænsninger for, hvordan man kan behandle en sang. Og for god ordens skyld. Den bedste udgave af “Smells Like Teen Spirit” er efter min opfattelse stadig Nirvanas.
OK, jeg skal forsøge ikke at være så fintfølende for eftertiden.
Hele operadiskussionen irriterede mig fordi det var kulminationen på hvad jeg opfattede som jeres umulige krav. Det er fint nok at analysere korte musikstykker, men så skulle jeg pludselig forholde mig til Goldberg-variationerne i to forskellige udgaver. Stykker der varer mere end en time, og som jeg altså som tidligere nævnt ikke har forudsætninger for at kunne analysere (og som blogformen vist heller ikke har forudsætningerne til at kunne lægge rum til en ordentlig analyse af). De urimelige krav fortsatte så når Krogholm indskyder at jeg da så bare kan analysere autonomien i opera. What! Om noget burde det da på daværende tidspunkt stå klart, at jeg mener autonomi er et spørgsmål om forhold mellem den historiske situation og det _enkelte_ værk. Det er da meningsløst at begynde at analysere en genres autonomiforhold. På trods af min reduktive fremstilling af opera, så er opera nok mange ting. Jeg syntes altså med andre ord at Krogholms krav var uigennemtænkt og tåbeligt.
Mht. til opera som kunstform, så er de (ikke ny klassisk opera) jeg har set, da spændt op på et rammeskelet, der består af en simpel fortælling. Det er på denne vis jeg mener at operaen tvinges til narrativitet: Operaen indlejres i en overordnet dramaturgisk udviklingslogik. Og ja, min beskrivelse af opera var ret negativ. I stedet for vulgært kunne jeg selvfølgelig have skrevet storladent, dramatisk. Pointen er sådan set blot at jeg mener der er noget vulgært over operaens voldsomme demonstration af følelsesliv. Det er totalt overkill for mig at se. Mit yndlingseksempel er Puccinis Madame Butterfly, som da om noget er en sappy love story. Mit problem er altså at jeg opfatter genren som en stor tragisk genre, hvor der ikke levnes plads til nuancering. Der er lavet en smuk norsk dukkefilm baseret på Madame butterfly, hvor dukken fra fortællingens slutning demonterer sig selv rent fysisk (skruer armene og benene af) mens fortællingen præsenteres i en art flashbacks undervejs. Den virkede noget mere interessant end selve operaen for mig. Men det siger vel også noget, at dukkefilmen faktisk får alle operaens centrale punkter og problemstillinger med på trods af at den kun varer 10 minutter.
Mht. brugen af udynamisk og andre lignende negationer, så kan jeg faktisk godt lide sådanne ord fordi de så tydeligt fremviser hvorledes sproget fungerer. Naturligvis kunne man godt forsøge at finde en mere affirmativ beskrivelse af netop udynamisk, men med ord som ubestemthed, uensartet eller ikke-identisk, så synes jeg faktisk at det er på sin plads med den negative definition. At jeg skrev at rock- og popmusikken var simplere så er det simpelthen baseret på de musikkundskaber som er nødvendige for at kunne sætte ord på hvad der rent formelt sker i et nummer. Og der er det immervæk nemmere i rockmusik.
Du har naturligvis ret i, at det blot er akkompagnementet som ændres, når det gælder de fleste coverversioner. Og jeg har også svært ved at være uenig i dine overvejelser omkring Satisfaction eller for den sags skyld om Frisells coverversion af Dylan (som jeg synes var fremfragende, på trods af den store forskel til originalen).
Når jeg efterspurgte Krogholms og Steinskogs holdninger så var det ikke så meget for at få æstetiske domme, men mere et ønske om at I ville begrunde disse. Et ønske om at I ville formulere jeres holdning til kunsten/musikken. Hvad skal/kan den osv. Indtil videre har kommentarerne i dette blogindlæg mest handlet om at jeg har formuleret nogle holdninger og I så har tvunget mig til at argumentere for disse. Og det er fint nok. Det gør jeg gerne. Men jeg synes måske, det ville være mere interessant for mig og diskussionen generelt, at alt ikke handlede om mine holdninger og baggrunden for disse, men også om jeres ståsted.
Mht. Yankovics er jeg enig. Her er det svært at analysere nummeret uden at have originalen i baghovedet. Men det er vel netop også formålet med en parodi. En parodi ønsker vel ikke at sige noget selv men kun at påpege særlige elementer i det, der parodieres. I tilfældet med Smells Like Teen Spirit parodieres mest af alt, at man ikke kan høre, hvad Cobain synger i originalen, hvilket jeg ikke finder synderligt interessant materiale for en parodi.
Mere interessant er Laibachs cover af Queen. De får rigtig nok forstærket de totalitære elementer, som også er ret eksplicitte i Queens tekst (knap så meget i akkompagnementet og Mecurys frasering). Selvfølgelig har oversættelsen fra engelsk til tysk en del af æren for det, men jeg mener mere det er det noget skarpere akkompagnement, der for alvor får det til at virke. Så umiddelbart synes jeg de gør et godt stykke arbejde. I Queens version negerer sangen dog sig selv mod slutningen: Ønsket om et folk, en sand religion osv. afløses mod slutningen af ”One bar one night / One day hey hey / Just gimme gimme gimme gimme/ Fried chicken”. Denne dekonstruktion har Laibach behændigt undgået at forholde sig til ved udelukkende at oversætte sangens andre tekstlige elementer. Det synes jeg er uheldigt. Man kunne jo nemt gøre det samme med Rammsteins Ich Will, såfremt man blot skærer Lindemanns demonterende ”Ich versteh euch nicht” væk.
Det glæder mig i øvrigt, at du, Krogholm, trods alt mener, at Nirvanas version er den bedste. For min skyld står det også alle frit for at lave de covers de har lyst til. Min ”anything goes anke” gik nærmere på at både du og Steinskogs accept af forskellige coverversioners holdbarhed næsten syntes altomfavnende.
Hov jeg fandt i øvrigt lige Sapegins Madame Butterfly kortfilm:
Youtube er en dejlig ting.
En anden sang der kan fortolkes i uendeligheder og stadig lyde god, er Joy Divisions “Love Will Tear Us Apart”. Der er selvfølgelig noget specielt over Ian Curtis’ egen, men en del alternative versioner er ikke helt dårlige. Tjek f.eks. en liste med eksempler på http://myoldkyhome.blogspot.com/2006/05/love-will-tear-us-apart.html
Okay, nu trækker vi den måske til det yderste, men på Coverfreak – http://www.coverfreak.com/posts/00000085.html – kan man netop nu høre “Smells Like Teen Spirit” som tango – en instrumental version (med harmonika/trekkspill).
Ha ha. Den mener jeg faktisk er mere vellykket end de andre coverversioner, der har værert på banen. Kan godt lide hvordan “omkvædet” nærmest får call-response karakter og derved understreger tangoen.
Interessant at Coverfreak (en stadig kilde til glede) la ut en instrumental-version of “Smells Like Teen Spirit” akkurat mens vi diskuterte disse tingene. Her får vi altså en versjon uten ord, og dermed også – som i Frisells “Just Like a Woman” – en instrumental cover. Dermed blir også problematikken om tekst og musikk satt fram på en for meg å se god måte. Det er, som jeg har forsøkt å argumentere med, rimelig mye mer enn teksten som er konstant mellom originalen og coveren.
Og ellers, for nå å flagge litt synspunkter her etter at diskusjonen har fått modnet litt: jeg mener altså også at Nirvanas utgave er den beste av “Smells …” Men samtidig mener jeg at Jimi Hendrix’ utgave av “All Along the Watchtower” er uovertruffen (noe som – uten at det er særlig viktig her – det kan virke som om Dylan også mente, i og med at han endret sin egen måte å framføre låta på slik at den kom nærmere Hendrix’).
Dermed er det altså “originalen” som er best i det ene eksemplet og coveren (eller “kopien”) i det andre, og det er vel nettopp dette spillet som gjør coverversjoner interessante for meg. Her er også en av grunnene til at jeg protesterer mot tanken om en verkautonom tenkning her. For meg å se består fascinasjonen for coverversjoner av forholdet mellom gjenkjennelse og overraskelse _i mellom_ original og kopi; det er i mellom disse, både som forbindelse, som forskjell og som likhet (som différance), at det oppstår noe som ingen av enkeltutgavene kan bringe fram.
Og dermed er vel også jeg i nærheten av en anything goes (selv om jeg ville uttrykt det annerledes), samtidig som jeg også vil si at det finnes gode og dårlige covers. Anything goes er her prinsipielt, i de faktiske eksemplene er det slett ikke sikkert det overbeviser, men i en viss forstand kan man ikke vite det før man har prøvd.
Et interessant eksempel, hvor grænsedragningen mellem original og cover bliver problematisk, er Gordon Gano (Violent Femmes): Hitting the Ground. Gano skrev en række sange, som hans så bad folk som P.J. Harvey, Lou Reed, John Cale, Frank Black, Martha Wainwright m.fl. give deres version af. Der er altså tale om fortolkninger snarere end coverversioner, da Gano ikke selv havde indspillet sangene først. Det mest interessante i denne sammenhæng er titelnummeret, fordi det findes i to udgaver: med P.J. Harvey og med Gordon Gano selv. Det interessante er, at Gano har baseret sin version på P.J. Harveys. Så her er det altså Gordon Ganos version, der er en coverversion af P.J. Harveys fortolkning af Gordon Ganos sang.
Og et lille notabene apropos Gordon Gano. Violent Femmes’ cover af Culture Clubs “Do You Really Want to Hurt Me?”, hvor omkvædet til slut bliver ændret til “Yes, I really want to hurt you!/ Yes, I really want to make you cry!”.
Måske vi skulle tage en med uden for kategori. Bad News’ sublimt talentløse cover af “Bohemian Rhapsody” http://www.youtube.com/watch?v=CMmCrg2RyzI
Måske er vi ferdige med diskusjonen her? Men Cover Me har i dag postet en blog med covers av hele Nevermind-albumet. Patti Smith er på Smells Like Teen Spirit, og ellers er det diverse. Se http://covermesongs.blogspot.com/2008/01/full-album-nirvanas-nevermind.html
386dx’ coverversion af Smells like.. guddommeligt: http://www.easylife.org/386dx/smells.mp3
Jeg bliver lige nød til at smide Tori Amos’s cover af Slayers Rainning Blood –> http://www.youtube.com/watch?v=0GxhfmyZX0c (Live) og http://www.youtube.com/watch?v=OKA4baGQrYY (studie versionen)
Som er en del anderledes end den originale version – om den er bedre end originalen. Det afhænger af mit humør 🙂
Jeg vil også lige nævne Beatboxeren Dokaka’s coverversioner af diverse thrash og dødsmetal http://www.dokaka.com/medias.html#
Og så på falderebet, så bør Fantomas “The Director’s Cut” ( http://www.amazon.com/exec/obidos/ASIN/B00005JA7D/ipecacrecordi-20 ) også nævnes – og her er der en del nummer som slår originalnummerene, blandt andet “Cape Fear” ( http://www.youtube.com/watch?v=v6w2xg0LZnY ), Fire Walk With Me ( http://www.youtube.com/watch?v=8-SM25JWAeU&feature=related ) , m.m.
mvh
Mads
Bare lige en hurig en til flokken:
Det er ikke for at lukke denne tråd, men som en slags foreløbig konklusion kan det vel konstateres, at der ikke er nogen, der har talt for kategori 1, dvs. de coverversioner, der forsøger at være tro mod originalen. Det er også den variant, jeg på forhånd er mest skeptisk overfor. En coverversion af “Smells Like Teen Spirit” der forsøger at lyde som Nirvana må næsten være dømt til at mislykkes. Af samme grund har kopibands aldrig sagt mig noget. Men det kunne være interessant, hvis der er nogen, der har gode eksempler på coverversioner i kategori 1.
Vel, for nå å vende tilbake til et tidligere eksempel. Når Bob Dylan gjør “All Along the Watchtower” etter Hendrix, så forsøker han vel i en viss forstand å nærme seg Hendrix’ versjon? Det er ikke helt kategori 1., men det ligner litt, selv om vi så å si har en andre-grads-cover.
Ja, det er vel nærmere at være tro mod coverversionen – eller man skal måske sige, at det det er coverversionen, der er blevet til originalen. Eller måske en helt ny kategori: den originale coverversion. Det er lidt at det samme, der er på tale i det eksempel, jeg også har nævnt tidligere, hvor Gordon Gano laver en coverversion af P.J. Harveys fortolkning af Gordon Ganos sang.
Hvad er det, der bevirker, at Lennon og McCartneys “In My Life” ganske enkelt bliver et mere insisterende nummer, når Johnny Cash synger den, døende af kræft?
Beatles-versionen er her:
Og en kikset Cash-tribute-video findes her:
Et andet eksempel på et særdeles vellykket cover er hyperaktive Ryan Adams’ cover af Wonderwall et nummer der som generationshymne på mange måder deler skæbne med Smells… Jeg er lidt i tvivl om der er tale om en coverversion 2 eller 3. Det melankolske ligger selvfølgelig i Oasis’ udgave, men bliver overdrevet så meget af Adams at sangen får sit het eget udtryk, som ud over at være fantastisk imo, passser utroligt godt til pladen Love Is Hell som nummeret er på.
http://www.youtube.com/watch?v=0gVxRvNfFLg (Ryan Adams)
http://www.youtube.com/watch?v=FAPtTS0TYtU (Oasis)
Hvis John Lennon var i live er jeg sikker på, at han også ville mene, at det var Fiona Apples version af “Across the universe”, der var originalen!
Gode eksempler på gruppe 1? Efter min mening hører næsten alle Beatles’ coverversioner af andres numre – også – til her. De var altid ekstremt loyale mod originalen. Hør især “The Beatles Live at the BBC” med mange coverversioner af interessante numre af f.eks. Chuck Berry og Arthur Alexander.
Vil tillade mig at hævde, at en god cover-version faktisk kan afsløre musikalske kvaliteter ved et nummer, som man (her er “man” naturligvis jeg) ellers havde afskrevet som en tåbelig pop-sang. Cake har fx gjort “I will survive” til et interessant nummer med bid i for mit vedkommende, ligesom det – igen i mine øjne – faktisk lykkes Travis at gøre Britney Spears’ “hit me baby…” både nærværende og velfungerende i denne version http://www.youtube.com/watch?v=-NwqN-xj9Xs
[…] tok utgangspunkt i flere utgaver av Nirvana’s “Smells Like Teen Spirit,” men i en god diskusjon ble selvsagt også mer generelle problematikker rundt coverversjoner diskutert. For egen del er […]
[…] Ankas swing-versjon av Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” en viss diskusjon over hos Krogholm. Det er da også en låt det finnes riktig mange coverversjoner av (jeg har blogget Tori […]