Lady Gaga and The Monsters from G.O.A.T.

Der er allerede skrevet meget om Lady Gagas nye video “Born This Way“, der havde premiere den 2. marts (se fx Gaga Stigmata). En video der – som det er sædvane hos Lady Gaga – er spækket med referencer til såvel popkultur som kunsthistorien. Mange har allerede identificeret såvel de åbenlyse referencer til Madonna og Michael Jackson, de måske mindre åbenbare til Hitchcock og Kubrick, brugen af Bernard Herrmanns musik til Hitchcocks Vertigo, inspirationen fra surrealismen, Dali, Francis Bacon og H.R. Giger; billeder der synes hentet fra film som Metropolis, Superman, Alien og Blade Runner og en koreografi inspireret af Alvin Aileys ballet “Revelation”.

Et gennemgående træk i meget af det, der er skrevet om “Born This Way” – både sangen og videoen – er de mange referencer til Madonna. Der er åbenlyse – og bevidste – ligheder med Madonnas “Express Yourself”. Madonna-referencerne har længe været eksplicitte, f.eks. i videoen til “Alejandro”. Lady Gaga har da heller aldrig lagt skjul på at Madonna er et stort forbillede og mange har også fortolket “Born This Way” som en homage til Madonna. Det er det nok, men ikke udelukkende. Ser man på de to versioner af Madonna, der bliver født af video’ens Mother Monster, så kan de i hvert fald ikke tolkes entydigt som en hyldest.

De to versioner af Madonna indgår tydeligvis i den monstrøse æstetik, Lady Gaga eksplicit lancerer med “Born This Way”‘s “Manifesto of Mother Monster” og den dikotomi mellem Good & Evil der er kernen i manifestet. Hvad enten det er de grotesk fremhævede kindben eller som afpillet skelet (som modsætning til Lady Gagas ‘meat-dress’?), er det ikke den glamourøse Madonna, der kommer til verden i Lady Gagas mytisk-utopiske “skabelsesberetning”. Lady Gaga bruger her Madonna, som hun bruger så megen anden ikonografi fra det 20. århundrede, det være sig fra den kanoniserede kunsthistorie eller fra et uudtømmeligt populærkulturelt reservoir. Hos Lady Gaga bringes det hele sammen i et nyt univers, hvis skabelse “Born This Way” iscenesætter. Det er så også et vidnesbyrd om, at en af de væsentligste forudsætninger for Lady Gaga er Andy Warhol. Lady Gaga bruger kunst- og pophistorien på samme måde som Warhol brugte Elvis, Marilyn og Coca Cola. Madonna er for Lady Gaga, hvad Campell’s Tomata Soup var for Warhol.

Der er en anden forbindelse, som Lady Gaga heller aldrig har lagt skjul på, men som alligevel ikke har fået helt så fremtrædende en plads. Med sine eksperimenter med identitet og persona, sine bestræbelser på at erobre mainstream ved at satse på outsiderne og sine referencer til såvel kunsthistorien som populærkulturen er der oplagte paralleller mellem Lady Gaga og David Bowie. Hvor Bowie i 1970’erne i høj grad var den, der formåede at registrere og udstikke den retning, popkulturen bevægede sig i, er det i dag Lady Gaga, der sætter kursen; noget Bowie selv er på det rene med: “There are a few of us who, every morning on awakening, wish we could consult Lady Gaga like a marvelous barometer on the atmospheric changes that took place overnight.” Bowie satte sig på 70’erne med Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Spørgsmålet er, om 10’erne kommer til at tilhøre Lady Gaga and the Monsters from G.O.A.T.