Kun et halvt år efter den danske premiere på No Country for Old Men er Coen-brødrene nu tilbage med en ny film: Burn After Reading. Den udgør tredje film i deres såkaldte ‘idiot-trilogi’, der også omfatter O Brother Where Art Thou og Intolerable Cruelty; tre film der alle har George Clooney på rollelisten. Manuskriptet er skrevet sideløbende med manuskriptet til No Country for Old Men, der som bekendt er baseret på Cormac McCarthys roman. Den nye film er en komedie (om end en meget misantropisk komedie), men der er et vist tematisk slægtskab med No Country for Old Men.
Film starter med Jorden betragtet fra verdensrummet. Der zoomes ind og vi havner i CIAs hovedkvarter i Langley, Virginia. Her bliver Ozzie Cox (John Malkovich), der om nogen kunne bruge en gang anger management, degraderet, men han vælger at sige op i protest, og beslutter sig for at skrive sine erindringer, hvor han vil udlevere CIA. Det sætter gang i en kædereaktion af tilfældige, men fatale begivenheder. Ozzie er gift med børnelægen Katie (Tilda Swinton), der har en affære med Harry Pfarrer (George Clooney), som på skrømt taler om skilsmisse, men i virkeligheden har masser af affærer. Blandt dem også med fitness-instruktøren Linda (Frances McDormand), der forsøger at skaffe penge til ikke mindre fire kosmetiske operationer. Katie har rippet Ozzies computer for informationer (mest vedrørende økonomi, men ved et uheld også udkastet til erindringer) med henblik på den forestående skilsmisse, men cd’en med informationer er ved et uheld endt på gulvet i fitness-centret Hardbodies. Fitness-instruktøren Chad (Brad Pitt), der ikke just er tynget af en høj intelligenskvotient, mener der må være tale om højt klassificeret og tophemmeligt “CIA-shit”, og øjner en mulighed for at tjene lidt penge. Linda går med på ideen om afpresning for at få finansiereret sine operationer. Og så ruller et spil, der bliver stadig mere uoverskueligt og stadig mere blodigt. Som CIA-chefen (J.K. Simmons) formulerer det: “Report back to me when it starts to make sense.”
Det er her, der er et tematisk slægtskab med No Country for Old Men. Vi befinder os i det, Max Weber kaldte den affortryllede verden. Det er den af Gud forladte verden, hvor der ikke længere findes nogen transcendent, metafysisk garant for mening med hverken tilværelsen eller galskaben. Under den kolde krig var det CIAs mission at gennemskue fjendens spil og på den måde være garant for, at USAs mission i verden gav mening. Men efter den kolde krig er CIA lige så clueless som de forvirrede mennesker, der har alt for travlt med at udnytte, bedrage og overvåge hinanden til nogensinde at opdage, hvad der i virkeligheden foregår lige for næsen af dem.
Coen-brødrene undlader på noget tidspunkt at nævne 11. september eller Krigen mod Terror som kontekst; men det ligger lige for at se filmen som en allegori over det samfund, der har udviklet sig i tiden efter angrebet på tvillingetårnene. Det er et samfund, hvor alle er grebet af en moralsk korrumperende paranoia. De mindste tegn bliver søgt tolket for betydning. Når der ikke umiddelbart viser sig nogen mening, med det der sker, så bliver det tolket som om, der er nogen, der holder meningen skjult for os. Hellere end at leve med meningsløsheden, vælger vi at tro på, at en eller anden konspiration holder meningen skjult for os. Paranoia er blevet den almene tolkningsstrategi, når vi forsøger at forstå den verden, vi lever i.
Det er denne tilstand Coen-brødrene betragter som en generel idioti, der har grebet samfundet og kulturen. Det kan virke som en pessimistisk, kynisk og misantropisk film. Når den alligevel kan kaldes en komedie, så er det dels fordi den ofte er ganske morsom (ikke mindst Brad Pitt som fitness-geek); dels fordi det er en film om menneskelig dårskab (som også Shakespeares komedier). I modsætning til så mange andre film om tiden efter 11. september, så er det her ikke CIA, der holder noget skjult for os, eller på anden måde gør paranoiaen velbegrundet. CIA er lige så rådvilde som alle andre, og kan ikke udrette meget andet end at slette sporene. Der er dog næppe så megen tvivl om, at Coen-brødrene ser grundlaget for paranoiaen og idiotien i et politisk system, der har sat alle under mistanke og alt under overvågning. Det er denne generelle paranoia, der siver ned gennem alle samfundsstrukturer og til slut forgifter alle mellemmenneskelige relationer. Men det får ikke lov til at blive en nem undskyldning, hvor man blot lægger skylden på de politiske institutioner. Når vi er blevet idioter, så skyldes det også, at vi ikke længere kan få øje på de, der står os nærmest. Filmen er befolket med ensomme, kærlighedshungrende mennesker, der bare ikke kan få øje på hinanden, fordi alle er optaget af den større sammenhæng, de tror gemmer sig bag det umiddelbare. Så moralen er måske: det er fraværet af næstekærlighed, der gør os til idioter.
