Pavlovs hunde gør igen

Så kom det frem, at en gruppe amerikanske muslimer i Chicago forberedte et terrorangreb mod Jyllandspostens domicil i Viby og havde planer om at dræbe Flemming Rose og Kurt Westergaard. Dybt alvorlige, men næppe overraskende nyheder. Lige siden Muhammed-krisen flammede op, er vi blevet forberedt på, at Danmark efter de famøse tegninger er kommet i islamistiske ekstremisters søgelys.

Skønt vi altså har været forberedt på, at det blot var et spørgsmål om tid, så giver danske politikere ikke desto mindre udtryk for bestyrtelse over nyheden. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti udtaler, at han er chokeret over terrorplanerne mod Jyllandsposten. Nu er det vel få, der som Dansk Folkeparti har belært os igen og igen, at det er lige netop den slags, vi kan forvente af de muslimske fanatikere. De kommer med bomber og terror mod vores demokratiske fundament: ytringsfrihed. Men åbenbart tror Dansk Folkeparti ikke på deres egen retorik. Hvorfor ellers blive chokeret, når deres værste anelser tilsyneladende viser sig at være sande. Eller det er måske bare Peter Skaarup, der forsøger at hykle sig til lette point hos kernevælgerne.

Dansk Folkepartis hykleri er heller ikke nogen nyhed. Værre er det, at partiet nu igen benytter lejligheden til at kræve terrorloven strammet. Ifølge Politiken vil Dansk Folkeparti nu genfremsætte et forslag om, at personer, der har ytret sig “demokratifjendtligt” skal kunne nægtes indrejse i Danmark, samt give politiet mulighed for at scanne hele boligblokke og foranstalte øget videoovervågning. Både Socialdemokraterne og Venstre er indstillet på at få undersøgt om PET skal have yderligere midler og beføjelser.

Der har ikke været succesfulde terrorangreb på Vesteuropa siden bomberne i London 2005. At FBI og PET nu i samarbejde har afsløret et muligt terrorangreb i planlægningsfasen, vidner om at det internationale terrorberedskab fungerer. Ikke desto mindre ser vi politikere, der reagerer som pavlovske hunde på nyheden og straks kræver stramninger. Uden at kende sagen i detaljer, uden at vide hvordan det lykkedes at afsløre planerne, er der politikere, som mener at vide, at den nuværende lovgivning ikke er vidtgående nok. Man har med held afværget et muligt terrorangreb. Hvis den lov, hvormed man har afværget det, ikke er vidtgående nok, hvad er det så en mere vidtgående lov skal “beskytte” os mod? Er det så andet end især et partis ønske om at kunne kontrollere og overvåge bestemte befolkningsgrupper endnu mere, end det allerede er tilfældet i dag?

Heldigvis er der også de, der maner til besindighed. Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, udtaler: “Et af terrorens mål er at få politikerne til at overreagere og indskrænke friheden. Og politikerne hopper på limpinden hver gang. Det er i bund og grund at gå terroristernes ærinde.” Som bekendt er der politikere, der helst så Bonnichsen holdt sin mund. Det er muligt, det er vores stålsatte vilje til at forsvare ytringsfriheden, der har gjort os til potentielle mål for terrorangreb. Det er dog ikke ensbetydende med, at folk som Bonnichsen kan, skal og bør udtale sig om hvad som helst. Taknemmelighed over, at vi har ytringsfrihed, kommer bedst til udtryk, hvis vi holder kæft.

Det er vel derfor, Peter Skaarup udtrykker chok over nyheden om terrorplaner mod Jyllandsposten. I virkeligheden kommer nyheden meget belejligt for Dansk Folkeparti. Så bliver der lejlighed til at gentage øvelsen, hvor vi trænes til at reagere som Pavlovs hunde.

Roll over. Play dead. Good dog. Og stem for stramningerne.

Censur?

Det er måske efterdønninger fra Muhammed-krisen, men ordet ‘censur’ bruges efterhånden flittigt, når danske medier diskuteres. I den forgangne uge har der været to eksempler.

Først kom det frem, at Jyllands-Posten havde undladt at bruge et citat, hvor Naser Khader var gået endnu længere i sit burka-udspil, end det der præsenteret for offentligheden. Til Jyllands-Postens journalister udtalte han: “Hvis man skal tillade burka, når man går i sin have, så skal man til at lave mange undtagelser. Derfor kan vi lige så godt være konsekvente og sige, at burkaen ikke hører hjemme i Danmark.” Den udtalelse fik nyhedschef Pierre Collignon tjekket hos de konservative, hvorpå Khader modererede sin udtalelse. Det oprindelige citat blev – mod journalisternes vilje – aldrig bragt i Jyllands-Posten. Censur?

I går var det så DR2s aflysning af årets satiriske julekalender H.A.S.H, der foregår blandt hash-rygende danske soldater i landet Problemistan. Chefredaktør Arne Notkin begrundede aflysningen med, at julekalenderen simpelthen ikke var morsom. Andre var af den opfattelse, at der lå politiske motiver bag aflysningen. Det er ikke politisk opportunt at lave satire over danske soldater i krigstid. Enhedslisten har krævet en redegørelse fra kulturministeren. Censur?

Jeg er ikke i stand til at afgøre, om der er tale om censur i de to konkrete tilfælde. Men det kan være værd at erindre, hvad en redaktørs opgave er: at redigere. Chefredaktøren lægger en redaktionel linje og redigerer i henhold til denne. Den linje kan man være enig eller uenig i, men man kan ikke klandre en redaktør, at han eller hun følger den linje, der er lagt. Man kan næppe fortænke en redaktør på Jyllands-Posten i, at han tjekker et så kontroversielt udspil fra en nyudnævnt konservativ integrationsordfører. Man kan mene, at citatet burde have været bragt under alle omstændigheder; men at kalde det censur – frem for et redaktionelt valg – er måske at gå vel vidt. Og hvad angår julekalenderen på DR2, så er der sluppet to afsnit ud på YouTube, hvor kommentarer kunne tyde på, at Notkin har set rigtigt: den er ikke morsom, men direkte pinlig. Kommentarer på YouTube er ikke garant for en saglig vurdering; men man kan forestille sig, at Notkin ville blive voldsomt bebrejdet, hvis en pinlig og umorsom julekalender til flere millioner licens-kroner var blevet vist til december. Det er chefredaktørens dilemma, men det er ham, der må træffe et valg. Det gør det ikke nødvendigvis til censur.

Ingen medier kan bringe alt. Der må træffes valg, og til det formål har man en chefredaktør, der lægger en linje, hvorefter der træffes valg. Det er ikke i sig selv censur. Og som de to konkrete eksempler viser, så kommer de redaktionelle fravalg alligevel for dagens lys. Censur er en alvorlig sag, der endnu har ringe kår i Danmark. Det er værd at erindre, før man slynger om sig med anklager om censur.

En jæger gik at skrive…

Det er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at tidligere jægersoldat Thomas Rathsack har skrevet en bog. Bogen blev i sidste uge sendt til journalister med henblik på foromtale og anmeldelse. Forsvaret reagerede med at kræve bogen stoppet med henvisning til, at den indeholder militærstrategisk følsomme oplysninger, der kan bringe danske soldater i Afghanistan i fare. I går valgte Politiken så at trykke hele bogen som et særtillæg til dagens avis. I dag skal byretten så afgøre om der skal nedlægges fogedforbud mod bogens udgivelse.

Hele sagen rejser en række interessante og vigtige spørgsmål. Hvad vejer tungest: rigets sikkerhed eller ytringsfrihed? Hvad betyder det egentlig, at Danmark er aktivt engageret i en krig? Det er vel især det sidste spørgsmål, der trænger sig på. For har vi i virkeligheden gjort os klart, hvad det indebærer? Er det en undtagelsestilstand, der betyder, at hævdvundne rettigheder som ytringsfrihed kan tilsidesættes med henvisning til rigets sikkerhed? Eller er det ikke netop i sådanne situationer, at der er brug for en kritisk presse, der tilvejebringer informationer, som offentligheden så kan lægge til grund for en kvalificeret holdning til et så vigtigt og kritisk emne som krig?

Vigtige spørgsmål, som nok skal blive diskuteret. Et andet spørgsmål, der kan rejses, er: hvorfor reagerer Forsvaret, som det gør? Når man forsøger at stoppe en bog, der allerede er trykt, og som allerede er sendt ud til en række mennesker, så er der i hvert fald en ting, man kan være sikker på: den bog vil blive offentliggjort i den ene eller anden form. Hvis Forsvaret ikke ønsker, at bogen skal blive læst, så har man opnået det stik modsatte. Bogen er nu sikret en opmærksomhed, der gør, at den vil blive læst langt mere opmærksomt af langt flere mennesker end det vil have været tilfældet, hvis bogen blot var udkommet som alle andre bøger.

Forsvaret har en dårlig sag. Af gode grunde kan man selvfølgelig ikke i detaljer påpege, hvilke passager man mener er så militærstrategisk følsomme, at de skader rigets og soldaters sikkerhed. Det gør ikke Forsvarets sag bedre, at Thomas Rathsack allerede for et år siden henvendte sig til Jægerkorpset om bogen. Jægerkorpset reagerede først 9 måneder senere med et brev i generelle vendinger. Har man haft bekymringer vedrørende bogens indhold, så har der været rig lejlighed til at reagere, men det gør man først, da bogen er trykt og allerede ude i offentligheden. Tidligere chef for Jægerkorpset (og kandidat for Venstre ved kommunalvalget til november), Poul Dahl, har desuden læst bogen og har ikke fundet noget, der kan kompromittere den danske mission i Afghanistan.

Nu er Poul Dahl jo tidligere chef, og muligvis derfor ikke opdateret på området. Men hvilke motiver skulle en tidligere chef for Jægerkorpset have til at legitimere en bog, der måske kan skade det Jægerkorps, han selv har været chef for?  Og tilsvarende kunne man spørge til Thomas Rathsacks motiv. Han har ikke noget udestående med Forsvaret; han er ikke modstander af krigen eller den danske indsats i Irak eller Afghanistan. Hvorfor skulle han videregive informationer, der kan skade hans tidligere kolleger?

Det kan undre, at Forsvaret ikke har en bedre forståelse af, hvordan moderne medier fungerer. Hvis nogen forsøger at forhindre noget i at komme til offentlighedens kendskab, så kan man være stensikker på, at det kommer til offentlighedens kendskab. Men hvad nu hvis det i virkeligheden er formålet? Da Politiken udkom i går med bogen trykt som særtillæg, skrev Jyllands Posten, at nu sad Taleban og studerede den danske strategi i Afghanistan. Det er måske i virkeligheden det, Forsvaret vil opnå. Hvis man kan få Taleban til at nærlæse en harmløs bog i den tro, at de afdækker vitale militære hemmeligheder, så opnår man en strategisk og taktisk fordel. Det ville være en ganske udspekuleret måde at bruge medierne på. Det ville være en strategi, der tog højde for, at man ikke kan operere i hemmelighed uden for mediernes rækkevidde. Men man kan operere med en strategisk og taktisk bevidsthed om, hvad det er medierne gør og betyder i en verden, hvor informationer flyder af så mange kanaler, at ingen kan dæmme op for informationen – mindst af alt med forbud. Som Marshall McLuhan slog fast allerede i 1964: “The medium is the message.”

En jødisk hævnfantasi

I dag er der dansk premiere på Quentin Tarantinos Inglourious Basterds. Som sædvanlig – fristes man til at sige – er det en film, der har vakt debat. Og som sædvanlig er det blandt andet Tarantinos æsteticering af vold, der diskuteres. Men endnu mere er det Tarantinos kontrafaktiske brug af historien, der har været kontrovers omkring. Filmen foregår i Frankring under 2. verdenskrig, og Tarantino tillader sig at omskrive historien i en sådan grad, at det helt ændrer udfaldet af 2. verdenskrig.

Det er ofte blevet sagt om Tarantino, at han laver film om film, og ikke film der forholder sig til den såkaldt virkelige verden. Som en sand postmodernist plukker og citerer han frit fra filmhistorien – både den kanoniserede og et bjerg af b-film – og sætter stumperne sammen efter behag og uden hensyn til hverken historisk eller æstetisk kontekst. Sikkert dækket ind bag et tykt lag af ironi kan al kritik for voldsæsteticering osv. affejes med, at det bare er film.

Men for Tarantino er der ikke noget, der bare er film. Få tager film så alvorligt som Tarantino. Det er tydeligere end nogensinde i Inglourious Basterds, hvor selve hovedplottet kredser om en biograf i Paris, og hvor film spiller den helt centrale rolle i selve klimakset. Adskillige af karaktererne har et forhold til film som skuespiller, filmkritiker, biografejer eller filmentusiast. Nok så interessant er filmens fokus på Joseph Goebbels som filmproducent. Det er naturligvis en kendt sag, at Goebbels’ propagandaministerium brugte film som fx Juden Süss og Der ewige Jude i deres virksomhed. Men propagandaminsteriet – og Goebbels – stod også bag en række mere ordinære film – komedier, musicals osv. – der skulle underholde det tyske folk. Og som det også understreges i Inglourious Basterds i en diskussion mellem general Feneche (spillet af Mike Myers – så ved vi, hvad der blev af Austin Powers) og løjtnant Hicox (der er kommandosoldat og filmkritiker), så var målet for Goebbels at få skabt et rent tysk alternativ til det ‘jødiske’ Hollywood. Og det er måske ikke helt uvæsentlig i forhold til Inglourious Basterds. Film kommer til at spille en central rolle som en krig i krigen. En krig om film som en tysk-arisk eller jødisk kunst.

Her er det væsentligt at have øje for den mise-en-abyme Tarantino betjener sig af; altså filmen i filmen, der afspejler hovedtemaet. Filmen i filmen er Stolz der Nation, en propagandafilm om den tyske krigshelt Fredrick Zoller, der egenhændigt har dræbt 300 allierede soldater. Det er den film, der skal vises i biografen i Paris med alle de højst rangerende nazister som publikum. Det gør biografen til det oplagte mål for et attentat. Men også biografens ejer, den jødiske Shoshana Dreyfus hvis familie er blevet udslettet af SS, planlægger et attentat. Hun vil nedbrænde biografen under forestillingen, og det våben hun vil bruge er film. Biografen har et arkiv med 350 meget brændbare nitratfilm. Men nazisterne skal også vide, at der er tale om en jødisk hævn, så hun får fremstillet en lille film, hvor hun fortæller, hvad der skal ske: “This is the face of Jewish vengeance!”. Den film bliver klippet ind i propagandafilmen, således at der altså kommer et jødisk indslag i filmen.

Tarantinos brug af mise-en-abyme er raffineret. Propagandafilmen Stolz der Nation er en blodig og voldelig affære, men det nazistiske publikum – inklusive Hitler – jubler over den tyske soldats massakre på de allierede. Det afspejler på diabolsk vis, hvordan biografpublikummet jubler over excesserne i Tarantinos egne film. Men ligesom nazisterne bliver snydt af det jødiske indslag i filmen, så bliver vi som publikum også “snydt”. Filmen i filmen, Stolz der Nation, er ikke instrueret af Tarantino, men derimod af Eli Roth (der har lavet film som Cabin Fever og Hostel, og som medvirker i Inglourious Basterds i rollen som Donny “The Bear Jew” Donowitz). Vi bliver altså som publikum sidestillet med nazisterne i biografen; også vi bliver uafvidende udsat for en jødisk film i filmen.

Inglourious Basterds handler om film som våben. Goebbels brugte film som våben i propagandakrigen, og Shoshana Dreyfus bruger helt bogstaveligt de uhyre letantændelige nitratfilm som våben i sin hævn. Eli Roth har karakteriseret Inglourious Basterds som “a Jewish revenge fantasy”. Der har været fokuseret meget på Tarantinos kontrafaktiske historieskrivning, hvor den amerikansk-jødisk specialgruppe har held med at terrorisere tyskerne og faktisk ændre krigens udfald. Men det handler nok så meget om film og krigen om filmkunsten. Også her tabte tyskerne. Goebbels tyske film kunne ikke besejre det jødiske Hollywood. Tarantino har beskrevet Goebbels som Det tredje Riges svar på produceren Harvey Weinstein, hvilket kan lyde uhyrligt, men man skal huske på, at det er Weinstein, der producerer Tarantinos film. Det er næppe Tarantinos hensigt at gøre filmen til en specielt jødisk kunstart; men i “krigen” mellem den rene film, Goebbels tyske film, og så det ‘jødiske’ Hollywood, er der næppe tvivl om, hvis side Tarantino er på.

Filmen sejrer. Og film er i Tarantinos udgave ikke nogen ren kunstform. Filmen er en hybrid, en bastard. Hele Tarantinos værk er en hyldest til filmen i al dens mangfoldighed. Her trives de kanoniserede mesterværker side om side med b-film, trash-film og exploitation. Tarantino er alt andet end eurocentriker, når det drejer sig om film. Da han for nylig skulle vælge de 20 bedste film fra de sidste 17 år, var der (ud over Lars von Triers Dogville, som danske medier primært fokuserede på) en lang række asiatiske film. Tarantino er på ingen måde diskriminerende, når det drejer sig om film. Derfor foretrækker han den ‘urene’ jødiske film frem for Goebbels ‘rene’ tyske film. Og derfor er Inglourious Basterds en jødisk hævnfantasi, hvor filmen bliver det våben, hvormed nazismen bliver besejret.

Timberlake eller “Timberlake”?

Richard Kellys sørgeligt oversete film Southland Tales (2006) handler om 3. verdenskrig. 4. juli 2005 bringer terrorister en atombombe til sprængning i Texas. Præsidenten indfører undtagelsestilstand og opretter et omfattende overvågningsapparat kaldet USiDent. Snart er USA involveret i krige i Irak, Iran, Syrien, Afghanistan og Nordkorea. Olieforsyningerne er ved at slippe op. Undergrundsbevægelser som “The Neo-Marxists” bekæmper den stadigt mere totalitære stat. Den gale videnskabsmand Baron von Westphalen finder en metode til at udvinde uudtømmelige energiressourcer fra havet – og bliver derfor umådelig magtfuld. Og imens er præsidentvalgkampen 2008 i fuld gang.

Filmen kan i sin tone minde om Stanley Kubricks Dr. Strangelove (1963). Det er en – sort – satire over, hvordan al civilisation krakelerer, når først systemet kommer under pres. Det interessante ved Richard Kellys udgave er, den måde medierne er indreflekteret i historien på mange forskellige niveauer: som nyhedsmedier, som overvågningssystemer osv. Men også i måden Kelly bruger sine skuespillere på. En række af de medvirkende spiller op mod den figur, vi normalt ser dem udfylde – altså hvad man kunne kalde deres “normale” medie-persona. Det gælder fx Dwayne Johnson – a.k.a. The Rock – der ganske vist spiller actionstjernen Boxer Santaros – altså en figur lig The Rock – men her som en rådvild og handlingslammet karakter. Og det gælder komikeren Jon Lovitz, der er alt andet end komisk i rollen som den racistiske politimand Bart Bookman.

Mest interessant er dog – i denne sammenhæng – Justin Timberlake, der spiller krigsveteranen Private Pilot Abilene. Han blev såret af “friendly fire” i Irak og er nu tilbage i Los Angeles med alle symptomer på post-traumatisk stress. Han er også filmens fortæller, hvor han hyppigt citerer fra Johannes’ Åbenbaring og fra T.S. Eliots digt “The Hollow Men” (som Brando også citerede i Apocalypse Now). Han er afhængig af “Fluid Karma”, et designer drug som Baron von Westphalen har eksperimenteret med på soldaterne i Irak.

I scenen her har Pilot Abilene netop taget en dosis “Fluid Karma”, hvilket resulterer i dette:

Scenen har nærmest karakter af et musicalindslag. I musicals er sang og danseindslag ofte et udtryk for tilstande, hvor tilværelsen ikke perciperes, sådan som den normalt gør. Tænk blot på en Fred Astaire, der danser på vægge og loft. Her er det selvfølgelig påvirkningen fra “Fluid Karma”, der giver anledning til en alternativ virkelighedsopfattelse. Scenen har naturligvis også lighed med en musikvideo – understreget af at det er Justin Timberlake, vi ser. Pilot Abilene er en figur, der ligger fjernt fra, hvordan vi normalt ser Justin Timberlake. I denne scene er det imidlertid Pilot Abilene, der træder ind i rollen som Justin Timberlake, fordi det er sådan, vi normalt ser Timberlake. Vi ved, at i musikvideoen mimer han til sangen. Men her er der alligevel noget galt. Timberlake mimer ikke til sin egen sang, men til The Killers “All These Things that I Have Done”.

Scenen er interessant, fordi den er et overraskende indslag i filmen; som et musical optrin i en krigsfilm. Men det mest interessante er spillet med Justin Timberlakes persona. Pilot Abilene er en figur, der står i modsætning til Timberlakes persona, men her optræder han som Timberlake. Det sker dog på en måde, så det netop understreges, at den Timberlake vi kender, er en mediepersona, som han (Timberlake/Abilene) kan træde ind i og ud af efter behag. Så når Justin Timberlake spiller Pilot Abilene, spiller han samtidig Justin Timberlake, en mediepersona, han kan tage på sig, men netop som en figur, han spiller. Og hvor blev Justin Timberlake så egentlig af?

(Tak til Steven Shaviro, hvis indlæg om Southland Tales på Nordisk Sommeruniversitets sommersession i Norge inspirerede til ovenstående.)

Manden i den artificielle reproduktions tidsalder

En af ugens store nyheder har været, at det er lykkes britiske forskere at fremstille kunstig sæd ved hjælp af stamceller. Det har naturligvis vakt opsigt og også en vis bekymring. Medlem af Etisk Råd Klavs Birkholm udtaler således: “Vi har indtil nu opfattet kærlighed og artens videreførsel som meningen med livet – og den har jeg ikke lyst til at skifte ud.” Andre har udtrykt bekymring ved udsigten til, at mænd nu bliver overflødige.

Der er flere interessante aspekter. Det har ofte været hævdet, at videnskaben er mandsdomineret og tjener til at reproducere et verdensbillede, hvor manden er centralt placeret som den, der naturligt dominerer. Men nu er videnskaben tilsyneladende i færd med at overflødiggøre manden. Der er en anden side af dette. Som jeg tidligere har skrevet om, så degenererer det mandlige kønskromosom over tid, fordi y-kromosomet kun kan overføres fra far til søn, mens x-kromosomet kan overføres fra såvel moderen som faderen. Mænd er med andre ord i færd med at forsvinde, så det er godt videnskaben kan finde en erstatning.

Et andet, og nok det mest interessante, aspekt er, at biologisk køn er i færd med at miste sin betydning. Det har været det sidste led, hvor biologisk kønnet reproduktion og sex har hængt sammen, at man har haft  brug for en sædcelle fra manden og et æg fra kvinden. Ganske vist behøver sex ikke længere at have noget med reproduktion at gøre – det kan ordnes i et reagensglas – men der har stadig været et element af biologi involveret. I langt de fleste tilfælde har graviditet være et – eventuelt uønsket – biprodukt ved sex. Det er sjældent vi har sex for at reproducere os. Og nu behøver de to ting slet ikke at have noget med hinanden at gøre.

Det betyder næppe, at mænd og kvinder vil holde op med at dyrke sex. Som sagt så er formålet med sex i de færreste tilfælde at få børn. Men det kan måske betyde, at det monogame, heteroseksuelle parforhold mister sin status som det naturlige. Naturligheden har været hængt op på, at det var det heteroseksuelle forhold, der sikrede menneskehedens overlevelse; eventuelt understøttet af den opfattelse, at det var Guds intention med de to køn. Nu er der ikke længere noget biologisk alibi for det monogame, heteroseksuelle parforhold. Det betyder ikke, at heteroseksualitet forsvinder eller bliver overflødigt. Det er længe siden, at heteroseksualitet var en nødvendighed; det har ikke fået folk i massevis til at opgive at være heteroseksuelle. Det er ikke noget, vi har været af biologisk tvang. Men det kan formodentlig være en gevinst – også for heteroseksuelle – at ‘det naturlige’ ikke længere legitimerer en bestemt form for seksualitet. Det kan måske også være en fordel for rollefordelingen i alle typer af forhold – seksuelle og andre former – at det biologiske køn ikke længere sætter en ‘naturlig’ dagsorden.

Stof til eftertanke

Universiteterne markedsfører sig i stigende grad. Der skal kunder i butikken (og så skal de ellers helst hurtigt ud igen, hvis det står til “videnskabs”ministeren). Mit gamle alma mater, Aalborg Universitet, har nu i en årrække brugt hjernen som det gennemgående symbol i sin markedsføring. “Man skal smede mens hjernen er varm” lyder et slogan. I år har man også fået produceret en reklamefilm med Peter Lund Madsen, der som bekendt er hjerneforsker. Han anbefaler, at man går på Aalborg Universitet, for så kan man opfinde ting og sager, der kan redde verden. Som sloganet lyder: “Learning seriously affects your brain”.

Er det virkelig gennemtænkt? Sidste år døde dekanen for Det Humanistiske Fakultet – af en hjerneblødning.

Adblock Berlingske

“Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.”

Denne besked – og mere til – popper op, hvis jeg går ind på www.berlingske.dk. Og det er da ganske sandt. Jeg har det udmærkede program Adblock Plus installeret samme med browseren Firefox. Det er et smart lille program, der blokerer de reklamer, der måtte være indlejret på et givet website. På denne måde kan jeg browse uden at blive irriteret over mere eller mindre relevante reklamer. Bare ikke på Berlingskes website.

Berlingske forklarer, at de kun kan levere gratis nyheder mm. på nettet, hvis de kan finansiere det med reklamer. Og når nu ikke jeg vil se de reklamer, der betaler for Berlingske på nettet, så mener Berlingske heller ikke, jeg skal have adgang til at se, hvad Berlingske måtte bringe.

Fair nok. Selvfølgelig har Berlingske omkostninger ved at opretholde et website. Alternativet til reklamer ville være, at de skulle opkræve brugerbetaling. Og som de videre forklarer, så kan jeg jo bare slå Adblocker fra, hvis jeg gerne ville læse Berlingske på nettet.

Det har jeg nu ikke tænkt mig. Jeg kan sagtens undvære Berlingske på nettet. Der er masser af andre nyhedskilder, der leverer de samme informationer, uden at jeg behøver at se reklamer eller betale på anden vis. Spørgsmålet er måske snarere om Berlingske kan undvære mig og ikke mindst alle de andre, der også bruger Adblock. Så vidt jeg er informeret, så sættes prisen for reklamer på nettet efter hvor mange hits et givet website har. Jo flere der ser på, jo mere er annoncørerne villige til at betale for reklameplads. Når nu Berlingske blokerer for brugere med Adblock, så må resultatet uundgåeligt blive færre hits – og dermed faldende reklameindtægt til Berlingske.

Det kan se ud som om, Berlingske er i færd med at gøre samme fejl som pladebranchen, da den forsøgte at stoppe distribution af musik over nettet. Frem for at tage udfordringen op fra en ny medievirkelighed, så forsøger man at tvinge udviklingen tilbage til et stadie, hvor man kunne køre forretning på de gamle mediers betingelser. Al hidtidig erfaring med internettet siger, at det ikke kan lade sig gøre. Der vil altid sidde en eller anden smart programmør, der udvikler metoder til at omgå alle de forhindringer, Berlingske og andre forsøger at sætte op.

Så jeg fortsætter med at bruge Adblock, og overlader det til Berlingske selv at udrede deres finansielle forviklinger. Dog kan jeg godt blive en anelse anfægtet af, at Berlingske på denne måde overvåger, hvad der er installeret på min private computer. Er den gamle Tante blevet en gemen netpirat, der forsøger at berige sig ved at tilsnige sig adgang til brugernes privatsfære?

Rohdevalg

Dansk Folkeparti fik et rigtig godt valg til Europaparlamentet. Fordobling af mandattallet så DF nu er repræsenteret med to medlemmer af parlamentet, og masser af personlige stemmer til Morten Messerschmidt. Dermed følger Danmark tendensen i resten af Europa med fremgang for de højrenationalistiske, EU-skeptiske partier.

Dansk Folkeparti kan dog også sende en venlig tanke til deres danske modstandere ved valget. Partier, der normalt og formelt er EU-tilhængere, har denne gang ført kampagner, der er kommet EU-skeptikerne til gode. Ikke mindst har Venstres spidskandidat, Jens Rohde, bidraget aktivt til at sikre Morten Messerschmidt et godt valg. Jens Rohde erklærer sig “superbegejstret for EU”. Ikke desto mindre har han ført valgkamp på at være Danmarks stemme i Europaparlamentet, hvor han har villet sætte hegnspæle op for EU. Det har uden tvivl været for at appellere til de EU-skeptiske vælgere.

Men hvorfor skulle de EU-skeptiske stemme på Jens Rohde? Han er “superbegejstret for EU”, men samtidigt medgiver han, at det er nødvendigt at sætte hegnspæle op for EU, hvilket kun kan bidrage til at bekræfte skeptikerne i, at deres skepsis er berettiget. Og er den det, hvorfor skulle man så stemme på en superbegejstret Jens Rohde, når man nu kan få den rene vare i form af Morten Messerschmidt? Jens Rohde må uden tvivl have været Messerschmidts mest effektive kampagnemedarbejder.

Han har dog ikke været den eneste. De fleste andre erklærede EU-tilhængere har været tilbageholdende med at fremstå alt for begejstrede. Frygten for at skræmme de skeptiske vælgere i armene på Dansk Folkeparti har fået tilhængerne til at slå ind på den forbeholdne linje. Men igen, dermed bekræfter de skeptikerne i, at der er noget uldent ved EU, som man bør værne sig mest muligt mod. Og i så fald er Dansk Folkeparti et mere oplagt valg. Selv Folkebevægelsen mod EU, der i egen selvforståelse står på den modsatte fløj, har retorisk lagt sig i slipstrømmen af Dansk Folkeparti, og har ført kampagne under sloganet: “Skal EU bestemme alt?”. Det er der naturligvis ingen, der vil svare ja til; men sloganet forærer i al sin populisme hele EU-modstanden til Dansk Folkeparti.

Så selvfølgelig har Dansk Folkeparti fået et godt valg. De har evnet at få stort set alle andre til at arbejde for sig. Effektivt, men dybt beskæmmende.

Hærværksmænd og gravskændere

Det hører til dagens politiske orden. Valgplakaterne kommer op, og kreative sjæle/hærværksmænd (og -kvinder) udsmykker valgplakaterne, så det oprindelige budskab forvanskes eller helt forsvinder. Det er især Dansk Folkepartis plakater, der er genstand for udsmykning/hærværk. Aktuelt her ved valget til Europaparlamentet, hvor det er Morten Messerschmidts – ariske? – kontrafej, der præger DFs plakater. Ariske? – fordi det især synes at være en yndet sport at forsyne hr. Messerschmidt med Hitler-moustache og eventuelt påskriften “nazist” eller “racist”. Det er efterhånden ved at være trivielt, men der er også de mere opfindsomme, hvor sloganet “Gi’ os Danmark tilbage” er blevet ændret til “Gi’ os Grønland tilbage”. Her i mit nabolag hænger der to store plakater med Morten Messerschmidt. Den ene klassisk udsmykket med Hitler-moustachen og et “nazist”; den anden blev malet helt over. Interessant nok så har Dansk Folkeparti valgt at hænge en ny plakat op i stedet for den, der blev overmalet; hvorimod den anden har fået lov til at blive hængende. Måske man godt kan leve med Hitler-moustachen og prædikatet “nazist”.

Dansk Folkeparti kalder udsmykningen af deres plakater for hærværk, og har meldt det til politiet. Det skaber mere omtale i medierne, og gavner sikkert DFs kampagne. Det er der sikkert også kalkuleret med. DF kan ikke være ganske uforberedt på, at deres plakater vækker anstød hos visse og derfor bliver udsat for mere eller mindre kreativ bearbejdning. Man kan jo også betragte det som en form for politisk kommunikation. Plakaterne er hængt op i det offentlige rum. Bearbejdning, udsmykning eller hærværk er en måde, hvorpå man i det offentlige rum kan gå i dialog med plakaternes udsagn. En bearbejdet plakat kommunikerer også. Der er sikkert de, der ikke føler de har andre måder at kommunikere deres budskab på. Det er måske primitivt, men det er ikke alle, der har offentlig millionstøtte til udsmykning af det offentlige rum. Dansk Folkeparti har ikke så meget at være utilfreds over. De har sikret sig ekstra opmærksomhed omkring deres kampagne. Og der er måske heller ikke så megen forskel på en Morten Messerschmidt med Hitler-moustache og så en tegning af en vis profet med bombe i turbanen.

Man kan også anskue hærværket fra en anden synsvinkel. Dansk Folkeparti bruger sloganet “Gi’ os Danmark tilbage”. Det er de fleste enige om, at DF har stjålet fra Natasja og hendes sang “Gi’ mig Danmark tilbage”. Hun døde som bekendt for to år siden, og kan derfor ikke tage til genmæle. Men da sangen bl.a. er vendt mod Dansk Folkeparti og deres gøren krav på at repræsentere det “autentiske” Danmark, så er det næppe overfortolkning at tro, hun ville have været imod. Man kan diskutere om det er respektløst, usmageligt eller smart, men Dansk Folkeparti får i hvert fald vendt sagen til egen fordel, når de tager et udsagn, der egentlig er ment som en kritik, drejer indholdet 180 grader, og gør det til deres eget slogan.

Det kan man også kalde en form for hærværk. Der er tale om en krænkelse af droit morale – en kunstners moralske ret til at få sit værk respekteret. Det er Dansk Folkeparti ligeglade med. De kan naturligvis dække sig ind under, at deres slogan siger “os”, hvor Natasja siger “mig”, men det figenblad er så småt, at det ikke dækker noget. Natasja kan ikke sige noget, så Dansk Folkeparti kører ufortrødent videre. Hvis det ikke er hærværk, så kan vi også kalde det gravskænderi.