Stof til eftertanke

Universiteterne markedsfører sig i stigende grad. Der skal kunder i butikken (og så skal de ellers helst hurtigt ud igen, hvis det står til “videnskabs”ministeren). Mit gamle alma mater, Aalborg Universitet, har nu i en årrække brugt hjernen som det gennemgående symbol i sin markedsføring. “Man skal smede mens hjernen er varm” lyder et slogan. I år har man også fået produceret en reklamefilm med Peter Lund Madsen, der som bekendt er hjerneforsker. Han anbefaler, at man går på Aalborg Universitet, for så kan man opfinde ting og sager, der kan redde verden. Som sloganet lyder: “Learning seriously affects your brain”.

Er det virkelig gennemtænkt? Sidste år døde dekanen for Det Humanistiske Fakultet – af en hjerneblødning.

Adblock Berlingske

“Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.”

Denne besked – og mere til – popper op, hvis jeg går ind på www.berlingske.dk. Og det er da ganske sandt. Jeg har det udmærkede program Adblock Plus installeret samme med browseren Firefox. Det er et smart lille program, der blokerer de reklamer, der måtte være indlejret på et givet website. På denne måde kan jeg browse uden at blive irriteret over mere eller mindre relevante reklamer. Bare ikke på Berlingskes website.

Berlingske forklarer, at de kun kan levere gratis nyheder mm. på nettet, hvis de kan finansiere det med reklamer. Og når nu ikke jeg vil se de reklamer, der betaler for Berlingske på nettet, så mener Berlingske heller ikke, jeg skal have adgang til at se, hvad Berlingske måtte bringe.

Fair nok. Selvfølgelig har Berlingske omkostninger ved at opretholde et website. Alternativet til reklamer ville være, at de skulle opkræve brugerbetaling. Og som de videre forklarer, så kan jeg jo bare slå Adblocker fra, hvis jeg gerne ville læse Berlingske på nettet.

Det har jeg nu ikke tænkt mig. Jeg kan sagtens undvære Berlingske på nettet. Der er masser af andre nyhedskilder, der leverer de samme informationer, uden at jeg behøver at se reklamer eller betale på anden vis. Spørgsmålet er måske snarere om Berlingske kan undvære mig og ikke mindst alle de andre, der også bruger Adblock. Så vidt jeg er informeret, så sættes prisen for reklamer på nettet efter hvor mange hits et givet website har. Jo flere der ser på, jo mere er annoncørerne villige til at betale for reklameplads. Når nu Berlingske blokerer for brugere med Adblock, så må resultatet uundgåeligt blive færre hits – og dermed faldende reklameindtægt til Berlingske.

Det kan se ud som om, Berlingske er i færd med at gøre samme fejl som pladebranchen, da den forsøgte at stoppe distribution af musik over nettet. Frem for at tage udfordringen op fra en ny medievirkelighed, så forsøger man at tvinge udviklingen tilbage til et stadie, hvor man kunne køre forretning på de gamle mediers betingelser. Al hidtidig erfaring med internettet siger, at det ikke kan lade sig gøre. Der vil altid sidde en eller anden smart programmør, der udvikler metoder til at omgå alle de forhindringer, Berlingske og andre forsøger at sætte op.

Så jeg fortsætter med at bruge Adblock, og overlader det til Berlingske selv at udrede deres finansielle forviklinger. Dog kan jeg godt blive en anelse anfægtet af, at Berlingske på denne måde overvåger, hvad der er installeret på min private computer. Er den gamle Tante blevet en gemen netpirat, der forsøger at berige sig ved at tilsnige sig adgang til brugernes privatsfære?

Rohdevalg

Dansk Folkeparti fik et rigtig godt valg til Europaparlamentet. Fordobling af mandattallet så DF nu er repræsenteret med to medlemmer af parlamentet, og masser af personlige stemmer til Morten Messerschmidt. Dermed følger Danmark tendensen i resten af Europa med fremgang for de højrenationalistiske, EU-skeptiske partier.

Dansk Folkeparti kan dog også sende en venlig tanke til deres danske modstandere ved valget. Partier, der normalt og formelt er EU-tilhængere, har denne gang ført kampagner, der er kommet EU-skeptikerne til gode. Ikke mindst har Venstres spidskandidat, Jens Rohde, bidraget aktivt til at sikre Morten Messerschmidt et godt valg. Jens Rohde erklærer sig “superbegejstret for EU”. Ikke desto mindre har han ført valgkamp på at være Danmarks stemme i Europaparlamentet, hvor han har villet sætte hegnspæle op for EU. Det har uden tvivl været for at appellere til de EU-skeptiske vælgere.

Men hvorfor skulle de EU-skeptiske stemme på Jens Rohde? Han er “superbegejstret for EU”, men samtidigt medgiver han, at det er nødvendigt at sætte hegnspæle op for EU, hvilket kun kan bidrage til at bekræfte skeptikerne i, at deres skepsis er berettiget. Og er den det, hvorfor skulle man så stemme på en superbegejstret Jens Rohde, når man nu kan få den rene vare i form af Morten Messerschmidt? Jens Rohde må uden tvivl have været Messerschmidts mest effektive kampagnemedarbejder.

Han har dog ikke været den eneste. De fleste andre erklærede EU-tilhængere har været tilbageholdende med at fremstå alt for begejstrede. Frygten for at skræmme de skeptiske vælgere i armene på Dansk Folkeparti har fået tilhængerne til at slå ind på den forbeholdne linje. Men igen, dermed bekræfter de skeptikerne i, at der er noget uldent ved EU, som man bør værne sig mest muligt mod. Og i så fald er Dansk Folkeparti et mere oplagt valg. Selv Folkebevægelsen mod EU, der i egen selvforståelse står på den modsatte fløj, har retorisk lagt sig i slipstrømmen af Dansk Folkeparti, og har ført kampagne under sloganet: “Skal EU bestemme alt?”. Det er der naturligvis ingen, der vil svare ja til; men sloganet forærer i al sin populisme hele EU-modstanden til Dansk Folkeparti.

Så selvfølgelig har Dansk Folkeparti fået et godt valg. De har evnet at få stort set alle andre til at arbejde for sig. Effektivt, men dybt beskæmmende.

Hærværksmænd og gravskændere

Det hører til dagens politiske orden. Valgplakaterne kommer op, og kreative sjæle/hærværksmænd (og -kvinder) udsmykker valgplakaterne, så det oprindelige budskab forvanskes eller helt forsvinder. Det er især Dansk Folkepartis plakater, der er genstand for udsmykning/hærværk. Aktuelt her ved valget til Europaparlamentet, hvor det er Morten Messerschmidts – ariske? – kontrafej, der præger DFs plakater. Ariske? – fordi det især synes at være en yndet sport at forsyne hr. Messerschmidt med Hitler-moustache og eventuelt påskriften “nazist” eller “racist”. Det er efterhånden ved at være trivielt, men der er også de mere opfindsomme, hvor sloganet “Gi’ os Danmark tilbage” er blevet ændret til “Gi’ os Grønland tilbage”. Her i mit nabolag hænger der to store plakater med Morten Messerschmidt. Den ene klassisk udsmykket med Hitler-moustachen og et “nazist”; den anden blev malet helt over. Interessant nok så har Dansk Folkeparti valgt at hænge en ny plakat op i stedet for den, der blev overmalet; hvorimod den anden har fået lov til at blive hængende. Måske man godt kan leve med Hitler-moustachen og prædikatet “nazist”.

Dansk Folkeparti kalder udsmykningen af deres plakater for hærværk, og har meldt det til politiet. Det skaber mere omtale i medierne, og gavner sikkert DFs kampagne. Det er der sikkert også kalkuleret med. DF kan ikke være ganske uforberedt på, at deres plakater vækker anstød hos visse og derfor bliver udsat for mere eller mindre kreativ bearbejdning. Man kan jo også betragte det som en form for politisk kommunikation. Plakaterne er hængt op i det offentlige rum. Bearbejdning, udsmykning eller hærværk er en måde, hvorpå man i det offentlige rum kan gå i dialog med plakaternes udsagn. En bearbejdet plakat kommunikerer også. Der er sikkert de, der ikke føler de har andre måder at kommunikere deres budskab på. Det er måske primitivt, men det er ikke alle, der har offentlig millionstøtte til udsmykning af det offentlige rum. Dansk Folkeparti har ikke så meget at være utilfreds over. De har sikret sig ekstra opmærksomhed omkring deres kampagne. Og der er måske heller ikke så megen forskel på en Morten Messerschmidt med Hitler-moustache og så en tegning af en vis profet med bombe i turbanen.

Man kan også anskue hærværket fra en anden synsvinkel. Dansk Folkeparti bruger sloganet “Gi’ os Danmark tilbage”. Det er de fleste enige om, at DF har stjålet fra Natasja og hendes sang “Gi’ mig Danmark tilbage”. Hun døde som bekendt for to år siden, og kan derfor ikke tage til genmæle. Men da sangen bl.a. er vendt mod Dansk Folkeparti og deres gøren krav på at repræsentere det “autentiske” Danmark, så er det næppe overfortolkning at tro, hun ville have været imod. Man kan diskutere om det er respektløst, usmageligt eller smart, men Dansk Folkeparti får i hvert fald vendt sagen til egen fordel, når de tager et udsagn, der egentlig er ment som en kritik, drejer indholdet 180 grader, og gør det til deres eget slogan.

Det kan man også kalde en form for hærværk. Der er tale om en krænkelse af droit morale – en kunstners moralske ret til at få sit værk respekteret. Det er Dansk Folkeparti ligeglade med. De kan naturligvis dække sig ind under, at deres slogan siger “os”, hvor Natasja siger “mig”, men det figenblad er så småt, at det ikke dækker noget. Natasja kan ikke sige noget, så Dansk Folkeparti kører ufortrødent videre. Hvis det ikke er hærværk, så kan vi også kalde det gravskænderi.

Valg

Om godt en uge er der valg til Europaparlamentet. Som sædvanlig hører vi politisk bekymring over, at Europaparlamentet åbenbart ikke interesserer danskerne, og at der derfor er udsigt til en ringe valgdeltagelse. Det har den bieffekt, at den nye tronfølgerlov så kan ende med at falde til jorden. Det er nemlig en ændring af Grundloven, og så kræver den at mindst 40% af den stemmeberettigede del af befolkningen stemmer for loven. Og da der er udsigt til en valgdeltagelse på omkring 40%, så kræver det altså at alle, der stemmer, stemmer for tronfølgeloven.

Spørgsmålet er, om ikke politikerne selv bærer det største ansvar for, at interessen for valget til Europaparlamentet er så ringe. Det fleste politikere synes at lide af berøringsangst, når det drejer sig om EU. De ved at der er en udpræget EU-skepsis i store dele af befolkningen. Derfor kan det nemt blive en politisk blindgyde at gå alt for helhjertet ind for EU-projektet. Så hellere holde lav profil i EU-spørgsmål, så man ikke sætter noget over styr indenrigspolitisk. Men en sådan berøringsangst bekræfter jo blot EU-skeptikerne i, at der er noget fordækt ved EU, som gør skepsissen berettiget. Politikere, der egentlig er tilhængere af EU, prøver at tækkes de EU-skeptiske vælgere, og holder derfor lav profil i EU-spørgsmål; såvel de skeptiske som de uafklarede vælgere fornemmer at her er en dårlig sag, og derfor  forstærkes deres EU-skepsis.

Det letter unægtelig sagen for EU-modstanderne. Spørgsmålet er blot, om de har fået for let spil. Det er måske blot min nærsynethed, men i den nuværende valgkamp er det kun EU-modstandernes kampagner, jeg har lagt mærke til. Og de imponerer ikke.

Junibevægelsens spidskandidat er Hanne Dahl. Hun vil gerne forære mig – og andre vælgere – en bog, hun har skrevet. Det minder mig om Lars Larsen, der fejrede sin fødselsdag med at sende et eksemplar af sine erindringer til samtlige danske husstande. Det kan man gøre, når man er milliardær og gerne vil sælge dyner; men som politisk gimmick?

Folkebevægelsens kandidat er Søren Søndergaard. “Skal EU bestemme alt?” spørger plakaten retorisk. Søndergaard siger selvfølgelig “Nej”. Et forsigtig gæt siger, at alle andre også vil svare nej på det spørgsmål. Søndergaards argument: “Fordi rejsecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg siger alt”. Det må man lade Folkebevægelsen; populisme bliver næppe mere rendyrket. Ingen går ind for, at EU skal bestemme alt, så det er ganske gratis at sige nej. Det er nok noget nær det mindst kontroversielle, man kan føre kampagne på. Det absurde rejsecirkus er der næppe heller mange, der vil erklære sig tilhænger af; men at reducere hele EU-projektet til et rejsecirkus er dels en uhyre forsimpling; dels er det at angle efter letkøbte stemmer. Det er ikke et argument; og at hævde, at det siger alt, siger først og fremmest, at Folkebevægelsen mangler argumenter.

Endelig er der så Dansk Folkeparti, der har Morten Messerschmidt som kandidat til at afløse Mogens Camre i Parlamentet (og det kan da kaldes en udfordring). Dansk Folkeparti har som sædvanlig ikke selv kunnet finde på et slogan, så de har “lånt” et fra afdøde Natasja. “Gi’ os Danmark tilbage” lyder det. Ikke uventet bruger Dansk Folkeparti EU-valget til at føre indenrigspolitik. Man kan så overveje om ikke sloganet kan give bagslag. Dels så er pointen i Natasjas sang jo den, at det er Dansk Folkepart, der så at sige har stjålet Danmark ved at tage patent på at repræsentere den autentiske danskhed. Dels så kan man også udlægge budskabet sådan, at får vi først sendt Morten Messerschmidt ud af landet, så er vi et skridt nærmere på at få Danmark tilbage.

Alt i alt så er de politiske kampagner – for eller imod – op til EU-valget så vage, diffuse, populistiske og/eller tåbelige, at det ikke burde komme bag på nogen, at interessen for valget er så ringe.

Og tronfølgerloven? Ja, så længe det ikke er muligt at stemme for kongehusets afskaffelse, så har det ikke min interesse.

Kongen lever

Det meste af Elvis’ karriere er forbundet med ikke videre interessante film og vulgære Las Vegas shows. Men det bør ikke overskygge, at han i 1950′erne var en af de mest betydningsfulde – og mest kontroversielle – sangere rocken har haft. Det er lidt af en kliché, men rocken havde næppe været den samme uden Elvis. Og Elvis har da også sat dybe spor i rockens historie – og måske især i dens mytologi.

Elvis optræder i en række sange, der på hver sin vis bruger ham som et referencepunkt for en form for historieskrivning, hvor det er rocken og dens mytologi, der bliver det historiske fikspunkt. I “Tupelo” gør Nick Cave Elvis til en nærmest gammeltestamentelig figur eller profet: “A King is born in Tupelo”. Titlen referer naturligvis til Elvis’ fødeby Tupelo. Sangen findes på albummet The Firstborn is Dead (1985), der i sig selv er en reference til Elvis’ dødfødte tvillingebror Jesse. Nick Cave forener dermed sydstatsgotik, gammeltestamentelig mytologi og rockhistorie:

I “King of the Mountain” er det snarere Elvis’ mytiske efterliv, som Kate Bush (fra Aerial, 2005) tager fat på. Det er den Elvis, der efter sin død i 1977, har levet videre som en figur, der går igen – ikke mindst i tabloidpressen – som en form for white trash Messias, der er genopstået fra de døde.

Endelig er her Scott Walker med “Jesse” (fra The Drift, 2006), hvor det igen er den dødfødte tvillingebror, der refereres til. Elvis opsøger i sangen sin brors grav for at fortælle om 11. september – måske (Scott Walkers tekst er som altid mere end kryptisk): tvillingebrødrene og tvillingetårnene:

Alle dyr er lige…

Talsmand for Københavns Politi Flemming Steen Munch stiller op som kandidat til Borgerrepræsentationen for Venstre. Det har fået flere til at kræve hans afgang som talsmand for politiet, fordi hans kandidatur kan rejse tvivl om, hvornår han udtaler sig som talsmand for politiet, og hvornår han udtaler sig som kandidat for Venstre. Dog ikke Dansk Folkeparti. “Jeg er fuldstændig forarget over, at bare fordi man har en bestemt stilling, så skal man fratages sin demokratiske ret.”, udtaler Carl Christian Ebbesen, medlem af Borgerrepræsentation for Dansk Folkeparti.

Det er nye toner fra Dansk Folkeparti. For et par uger siden var partiet dybt forarget over, at Fathi El-Abed, medlem af Socialistisk Folkeparti, blev brugt som konsulent af Udenrigsministeriet: “Det er noget værre rod. Er det så SF’s politik, han tager ud med?”, udtalte Dansk Folkeparti dengang.

Så HA-HA Dansk Folkeparti. Jeres hykleri er nok engang stillet offentligt til skue. Men Dansk Folkeparti er ikke alene. Blandt de der for et par uger forsvarede Fathi El-Abed, finder man mange der i dag kræver Flemming Steen Munchs afgang som talsmand.

Politikerlede kommer ikke af ingenting.

Ytringsfriheder

Det er okay at lave satiriske tegninger af andre religioners profeter. Hvis der er nogen, der føler sig krænket, så er det bare ærgerligt. Ytringsfriheden er ukrænkelig og kan ikke gradbøjes.

Det er ikke okay at fejre Danmarks nye statsminister med et tilbud på fadøl og flæsk. Så truer Venstres Landsorganisation med advokat og sagsanlæg, hvis ikke statsministerens portræt bliver fjernet fra annoncen.

Så ytringsfrihed kan alligevel gradbøjes.

Det frie valg

Store østersølaks indeholder så meget dioxin, at det overskrider EUs regler for, hvad der må bruges som menneskeføde. Laksen må derfor ikke sælges i Danmark. Men de må gerne eksporteres til fx Ukraine, hvor grænseværdierne for dioxin ikke er så skrappe. Det har vor liberale fødevareminister Eva Kjer Hansen givet fiskerne lov til. Adspurgt om det ikke er dobbeltmoral, at forbyde fisken i Danmark, men tillade at den eksporteres til Ukraine, svarer ministeren, at de ukrainske forbrugere selv bør have lov til at bestemme, hvor meget dioxin de vil konsumere i form af østersølaks. Det er en sand liberal holdning. Men bør danske forbrugere så ikke have samme frie valg, lyder følgespørgsmålet til ministeren. Nej, som ansvarlig minister kan Eva Kjer Hansen ikke tillade at danske forbrugere risikerer at indtage mere dioxin end fagkundskaben finder forsvarligt.

Kan vi heraf udlede, at ministeren betragter de ukrainske forbrugere som mere oplyste og ansvarlige end de danske, således at man trygt kan overlade det frie valg til ukrainerne, mens danskere stadig har brug for en liberal ministers formynderiske opsyn?

John Cale, 67

Dagens fødselar er John Cale, der fylder 67. Skønt han aldrig har befundet i den brede strøm, der får mest opmærksomhed, så er der få, der har haft større indflydelse på rockmusikken de seneste snart 45 år. Siden han dannede Velvet Underground sammen med Lou Reed (der er født præcis en uge tidligere), har Cale ikke mindst sat sit præg på, hvordan rockmusik lyder. Han kom fra avantgardemiljøet i New York (hvor han arbejdede sammen med bl.a. John Cage og LaMonte Young) og overførte sine erfaringer derfra på rock. Kombineret med Lou Reeds tekster blev det til de to epokegørende plader Velvet Underground & Nico og White Light/White Heat, før uoverensstemmelserne med Lou Reed blev for store. Som producer for bl.a.  The Stooges, Nico, Jonathan Richman og Patti Smith har han i allerhøjeste grad også præget andres lyd.

Som solist har han lavet en lang række plader i snart sagt alle genrer, og lavet musik til film, teater og ballet. Cale har også gjort det til en specialitet at tolke andres sange. En fortolkning, der ofte former sig som en proces, hvor den samme sang år efter år tolkes på stadig nye måder. Det gælder fx Leonard Cohens “Hallelujah”, Lou Reeds “Waiting for the man”, Jonathan Richmans “Pablo Picasso”. Og det gælder mere end nogen anden sang Elvis’ “Heartbreak Hotel”, der her er i en udgave fra 1981 (med Andy Summers fra The Police på guitar):

John Cale er født i Wales. Som barn blev han betragtet som et musikalsk vidunderbarn og blev kaldt “vor tids Mozart”. Da han fik stipendie til at studere i New York tog hans musikalske udvikling måske en anden retning end man havde forestillet i hjemlandet; men nu er anerkendelsen i hvert fald kommet. John Cale er blevet valgt til at repræsentere Wales ved biennalen i Venedig 2009.